JAN SONNERGARD ER IKKE DØD EDISON/BETTY NANSEN

★★★★

FIS I EN FLASKE

Mammut Teatrets fan-hyldest til den mad- og vinglade københavnerpoet er fis og ballade og måske lige luftig nok.

Foto af: Per Morten Abrahamsen

Scenen er Floss, et af kunstnernes og den kreative klasses foretrukne vandingssteder i 90’erne. Ved den ikoniske bar i indre by’s latinerkvarter undrer vennerne sig over, hvor Sonnergard er blevet af – ligesom der går rygter om fire forsvundne kulturpersonligheder, der måske ikke ligefrem har stået øverst på Sonnergards hitliste….

Put ovenstående ingredienser i en cocktailshaker, kør et par kriminalbetjente ind med firetoget, tilsæt en litteraturredaktør fra Gyldendal og lad den shake af Sonnergaards alter ego Erich Erichsen – en mørk dæmonisk ikke-person, der starter som bartender og ender som en sammensmeltning af Sonnergaard selv og dele af persongalleriet fra hans skarptskårne noveller.

Du får et løst krimi-noir-plot der nok aldrig rigtig manifesterer sig – ledsaget af en del sjov kulturkritik og satire. Litteraturanmeldere er forfattere, der aldrig selv var gode nok til at blive udgivet og i den dur.

Dele af forestillingen udgøres af en teatertrup, der kæmper med en ikke helt problemfri rehersal på Sonnergaards ufuldendte teatermanuskript NarkoMan – så Meta-laget er på plads, fortællingerne får en tur i shakeren og flyder sammen i en fin lille bimmelim, naturligvis inkl. livevideo på scenen, hvor skuespillerne filmer hinanden i ugly closeups.

Således bliver det hele et bardisk-line-up af Sonnergard shots –en slags tværgående fanportræt af forfatteren, forfatterskabet og figurerne i hans bøger.

Faktisk havde jeg helt glemt, hvor gode de er, ind til jeg i forbindelse med denne anmeldelse fandt et par stykker af ham i reolen og siden bl.a. muntret mig med ondskab, vold og dyre årgsangsvine i novellesamlingen ’Jeg er stadig bange for Casper Michael Petersen. Sonnergaard skriver med en særlig offensiv skarphed og hans historier er dybt underholdende og foruroligende på samme tid.

Sommergaard døde i 2016 af et hjertestop på et hotelværelse i Budapest. (Eller gjorde han…)

Morten Suurballe er altid skrækindjagende på en scene og Helle Dolleris en skøn parodi på den Gyldendal’ske selvforståelse. Stykkets forfatter og instruktør Claus Flygare holder sammen på tropperne og man har en god stund i de 5 kvarters tid, man også kunne have brugt på en god flaske af Sonnergaards yndlingshvidvin fra Loire. Som han sagde – jeg elsker alt det, man holder af som menneske, og godt kunne undvære som robot. Skål!

VARM OP PÅ CORK, MEN PAS PÅ – MAN FÅR LYST TIL AT BLIVE….

Tæt ved Edison Teatret ligger en aldeles dejlig vinbar, som du ikke må snyde dig selv for at besøge.

Navnet er Cork og lokalet minder om noget fra Soho eller Tribeca i New York – skønt indrettet og med et flot udvalg af originale vine fra små, håndplukkede producenter.

Menukortet er lille og lækkert, og jeg hoppede ud i fire flotte Perle blanche østers, efterfulgt af et par skiver virkelig god paté med cornichoner og snitter af det bedste ristede rugbrød, jeg har smagt. Jeg kunne også have taget en af salaterne eller måske dagens ret, som er mere mad-mad og så godt ud på nabobordene.

Stedet har uprætentiøs klasse og imødekommende personlighed – her må du helt bestemt ind og have et glas eller to eller tre og måske en lille anretning. Det er et lille fund. Velbekomme.