1001 NAT | REPUBLIQUE
★★★
FOTO: Rydvald Furi
ANMELDELSE 1001 NAT: ØRKENVANDRING I #ME TOO LAND
Republique har valgt at berige scenekunsten med en velspillet, men trættende enøjet udlægning af 1001 nats eventyr, der er blevet endnu et kapitel i den #Me Too fortælling, som alle klassikerne med vold og magt skal ’opdateres’ til at passe ind i for tiden.
Det starter med jalouxi, fortsætter med krænkelser og ender med tilgivelse.
Kong Shahriyar er blevet svigtet af en kvinde, han elskede højt. Som en slags oprejsning knalder han en ny jomfru hver nat, som han får myrdet straks efter, da ingen kvinde alligevel er ren nok til ham.
Logikken i denne klart behandlingskrævende adfærd kan være svær at gennemskue, men nu er det jo også kun et eventyr, og længe før parterapiens tid.
Kun visirens kloge datter Shahrazād formår at holde sig i live, ved hver aften af fortælle en historie uden afslutning.
Cliffhangerens magt kan ikke overvurderes.
Fortællingerne er blevet til de mange fabler, der udgør det arabiske hovedværk 1001 Nat. Og som nu er blevet til teater på Østerbro, hvor det ønsker at skrive sig ind i Republique’s serie af nye takes på klassikerne, sammen med Jeanne d’Arc, Faust og Dantes Guddommelige komedie.
I en bordel-lignende overgrebs-scenografi af monokrome soveværelser og skillevægge i brun masonit, dribler de tre skuespillere, Stina Ekblad, Mille Hoffmeyer Lehfeldt og Stephanie Nguyen som en slags tilfangetagne harems-babes dygtigt ind og ud af hinandens historiefortællinger.
Resultatet er en teknisk set ganske raffineret cut up-iscenesættelse af Staffan Valdemar Holm, der sikrer det samlede output et vist flow og dynamik.
Efter 2,5 time ender det som bekendt med, at kongen som et resultat af de mange fortællinger, han sammen med os er blevet præsenteret for, har lært at elske igen, og lader den kløgtige Shahrazād leve.
Som et woke billede på den krænkelseshistorie, der er forestillingens understrøm, fremstår kvinderne både ekstraordinært afmagrede og ekstra ekstraordinært højhælede.
Det er sådan, et offer ser ud i dag, skal vi forstå.
Kvinderne er klædt i klassisk supermodel outfit med vildt højtaljede slacks og Twiggy style kortkjoler – hvis det ikke slår helt over i Lummer Lolita med hotpants og lyserøde knæstrømper.
Stjernefotografen Helmuth Newton havde elsket det. Men hvor dét med den arabiske folklore blev af, må du selv finde ud af.
Knivskarpt står i stedet billedet af den krænkede kvinde, undertrykt af patriarkalske magtstrukturer og reptilhjernet, maskulin liderlighed. Ja, der blev sagt svin.
Sikkert er det, at valget af historier fra den store samling af 1001 Nats eventyr er redigeret med fokus på at udstille undertrykkelsen og krænkelse af kvinden.
Mens manden, tappert gestaltet af Casper Crump, (der fuldstændig ligner Jakob Ellemann!) er reduceret til et stigmatiseret portræt af kong Shahriyar og derigennem en hvilken som helst anden magthaver. Eller skal vi ikke bare få det overstået og sige mænd i almindelighed.
Liderlige skvat, der ikke duer til meget andet end at køre svinet af under usle gisp i hjørnerne.
Kvinderne derimod, er fra start til slut båret frem af vores medfølelse og afbilledet som altid snedige, indsigtsfulde og bedre vidende.
Faktisk sidder man (i hvert fald som mand) og bliver lidt træt. Arabisk folklore – nu som moderne rødstrømpeteater. Jamen selvfølgelig, skat.
Forestillingen er skåret som en slags illustreret eventyr-oplæsning.
Det er stringent udført, men låser også dramaturgien, der aldrig rigtig løfter sig, trods de gode præstationer fra skuespillerne.
Muntre sekvenser med god timing og slapstick lydeffekter sikrer momentvis latter i en forestilling, der har hijack’et de arabiske fabler og sat dem i scene som selvretfærdig applaus til #Me Too bevægelsen, uden at være medrivende teater.
At forestillingen er overtekstet på arabisk er pudsigt men også lidt postuleret. But why?
Det hele ender som lidt af en ørkenvandring i #Me too land til tre stjerner..
AUTENTISK OG UKOMPLICERET PÅ FAMO
Famo Metro er en af den slags steder, man altid håber at dumpe ind, når man rejser.
En lokal perle med velgjort italiensk mad man bliver i godt humør af.
Der hersker en herlig stemning i ret almindeligt indrettede lokaler på hjørnet af Lille Triangel med lille bar midt i, og åbent køkken bagtil. Man kommer ind og har det straks godt – især når man hurtigt vælger at lægge ud med rød vermouth på is og citron.
Lægger man en foldet Weekendavis ved siden af, er man sikret anerkendelse fra nabobordene, her i den kreative klasses højborg på Østerbro.
Maden er autentisk og ukompliceret på den tilbagelænede italiano-måde, hvor det handler om gode råvarer med masser af smag, som man blot skal undlade at forstyrre med for meget hokus pokus.
Jeg valgte den lille menu, selv om jeg havde lyst til den store, men fandt det klogest at undvige den store kødret inden 1001 Nat-premieren på nærliggende Republique.
Så det blev en lille pre-teater dinner i tre akter, for omkring 400 kr., startende med 5 små antipasti serveringer.
Tatar med tynde skiver af trøffel var forudsigeligt velsmagende, dernæst let vegetarsag på rødbede, samt rigtig lækker rillette på torsk med smuk garni af (katolske) bønner.
En lille tallerken vitello tonnato tog prisen som aftenens bedste servering med særlig smagfuld tonnato, som jeg tror skyldtes det syrlige snert af citrontimian. En Arancina (riskugle på størrelse med en bordtennisbold) havde finsmag af reje og lukkede første akt.
Risottoen gjorde det ud for både primi og secondo, og var pudsigt arrangeret i to lag, på et syrligt rød/grønt leje med den mere basiske risotto oven på. Fint tænkt. Lå godt i munden.
Som Line Utzon siger i Livstidsgæsterne på Betty Nansen: Man knalder sgu da aldrig efter spaghetti bolo. Det samme må gælde for risotto, der aldrig har efterladt nogen med lyst til at smide skjorten. Så er du advaret.
Middagen lod sig afrunde sødt som et italiensk måltid bør. Den lidt ufikse profiterolle var ikke mest spændende dessert, jeg har fået for nylig. Til gengæld var kaffen god.
I glasset fik jeg først en frisk Pinot Grigio fra Lombardiet, og sidst en god, rund dessertvin fra Donna Fugata, produceret på én af de små, varme øer syd for Sicilien. Det var næsten som at være der selv.
Famo har en lyd – en livsbekræftende summen af gode venners hyggesnak – og der er ikke én ledig stol til overs sådan en ret almindelig torsdag fra 17.30-tiden
Stor anbefaling til denne attraktive italiener, der serverer velgjort mad til hverdagspris med god og vågen service . Velbekomme.
