MOULIN ROUGE • PICCADILLY THEATRE LONDON
★★★★☆☆
Foto: Matt Crockett
ANMELDELSE MOULIN ROUGE: FORFØRENDE ONE NIGHT STAND
Du er helt oppe at ringe efter mindre end 30 sekunder, når en chorusline i fransk lingeri for viderekomne træder frem i den pikante Moulin Rouge-scenografi og affyrer monster-dancehittet Lady Marmalade med et af musikhistoriens mest potente bas-riffs – måske det tætteste man kommer på porno inden for basguitar.
Hey sista, go sista, soul sista, flow sista….voulez-vous coucher avec moi? Musicaludgaven af Moulin Rouge er måske ikke så god, at man ligefrem vil flytte sammen med den, men der er redt op til et one night stand, du ikke glemmer lige foreløbig.
Den australske filmskaber Baz Luhrmans blockbuster Moulin Rouge fra 2001 var en både anmelderrost og kommerciel succes.
Med Nicole Kidman og Ewan McGregor i de bærende roller indtjente filmen knap 200 mio. dollars på et 50 mio. dollars budget.
Nu er musicaludgaven back in action på Piccadilly Theatre i Londons Westend.
Jeg skal lige love for, at der er smæk for skillingen hvad angår stagedesign, dance-dynamite og heftig hitmusik. Det siges at være lykkedes at presse op mod 90 ørehængere ind i denne Maggiterning af lovestory og sceneshow, hvor det ene dansenummer afløser det andet i en produktion på et niveau, der ikke er hverdagskost.
Historien siges at være baseret på den græske fortælling om Orpheus and Eurydice.
I Moulin Rouge-fortolkningen er det blevet indbegrebet af en jukeboxmusical, der udkommer som en blanding af Puccini’s La Bohême og Verdi’s La Traviata.
Soundtracket, der var med til at sikre filmsuccessen i 2001, er opdateret med friske hits med alt fra David Bowie til Rick Astley, hvilket har inspireret nofle London-kritikere til begrebet karaoke-musical. Bandet, som desværre aldrig kommer op fra orkestergraven, er måske det mest velspillende musical-backup, jeg har hørt ever.
Den unge, amerikanske poet Christian fra Ohio (af alle steder!) dumper ned i Moulin Rouge’s 1880’er-parisiske drømmeverden af Montmartre-romatik, sex og backstage-drama.
Han forelsker sig (the old american way) hurtigt og hovedløst i den ikoniske klubs feterede topstjerne Satine.
Kærligheden blomstrer snart til tonerne af Elton Johns Your Song, der ud over at være forestillingens musikalske ledemotiv i varierende, dygtigt bearbejdede arrangementer – har den samme virkning på mig som Puccini (snøft).
Men Satine har en hemmelighed. Hun er døende af tuberkulose og véd, at lykken er umulig.
Projekt Christian er i det hele taget kompliceret, da showet mangler penge og står foran fallit – teaterchefen har så godt som udlovet Satine til en gejl, russisklignende investor, der satser på at overtage hele butikken inkl. den ombejlede topstjerne.
Sammen med et par ret festlige, stærkt velspillende sidekicks, prøver Christian at forpurre arrangementet – men ak – inden trådene kan udredes og kærligheden udleves, ender Satine på den forkerte side af kirkegården (undersiden.)
Moulin Rouge er en blændende tour de force, en hæsblæsende pastiche af musikalske og visuelle punch, der for det meste lykkes med at holde den åbenlyst kunstige historie oven vande.
Rigtigt ind under huden kommer hverken karaktererne eller det lækkersørgerlige plot.
Men man er underholdt på topniveau af en formidabel produktionskvalitet, og et cast fra øverste musical hylde.
Løjerne, der er en veritabel kampzone af pyroteknik og glimmerkanoner anføres af Liisi LaFontaine som den indtagende Satine, flankeret af en charmerende Jamie Bogyo som Christian.
Begge med fremragende vokaler, som i øvrigt alle på scenen. Forestillingens store danseensemble har så meget drive, at man bare må overgive sig.
Efter coronaen kører Westend på fuld damp igen. Udvalget af musicals er komplet overvældende og niveauet tårnhøjt. Dear Evan Hansen er et hot tip, som jeg har til gode at opleve.
Du kan sagtens finde shows med flere kalorier end Moulin Rouge, men næppe noget helt så pikant. En ældre gentleman to pladser fra mig fik et hjerteslag under forestillingen, og måtte hjælpes ud af vagterne.
Som jeg læste på et skilt i en chokoladetrøffel-shop længere nede af Piccadilly efter forestillingen: Only too much is enough!
Go’ fest!
TAKE A BREAK IN OXFORD-TIPS
Oxford nås nemt en times tid fra din teatertur til London.
Tag en dagstur eller snup en overnatning i den smukke universitetsby og gå i fodsporene af Inspector Morse og Lewis.
Det dejlige oldschool Hotel Randolph i centrum rummer den oprindelige Morse Bar, hvor forfatteren Colin Dexter udviklede ideen til sin romanfigur, og navngav ham efter baren.
Efter sigende foregik det over en hel del gintonics, og resultatet blev den elskelige, lidt livstrætte og melankolsk anlagte Inspector Morse med hang til damer, drinks og klassisk musik.
Du har helt sikkert set nogle af tv-krimierne med Morse, Lewis og/eller Endeavour (Unge Morse, som den hedder på dansk). De kører nærmest i sløjfe på DR og kan streames i det uendelige. Sæt i gang.
Alle episoderne foregår i Oxford, inden for et forbløffende lille område, som både er utrolig smukt og ret sjovt at se i virkeligheden.
Tag en guided gåtur med de universitetsstuderende (findes nemt på nettet) og se det hele på et par timer inkl. et par af kollegierne med de billedskønne courtyards, som ellers ikke er almindeligt tilgængelige.
Hvem behøver fast føde når man kan drikke Guinnes? Nyd et par stykker på pubben The Bear, som er Oxfords ældste og helt fra 12-tallet. De hundreder af afklippede slips, der pryder pubbens vægge og lofter er resultatet af en bizar dille hos en tidligere ejer.
Chiswick Boathouse er genialt i godt vejr og du kan ud over den gode mad nyde en lille sejltur (punting), hvor man stager sig gennem flodens stille vand – hvorfor ikke i jakkesæt med kæresten og lidt champagne ombord.
Både turister og lokale peger på Ship No. 1 som byens bedste spisested.
Tavlen frister bl.a. med rigtig gode østers og fisk fra de sydengelske vande omkring Plymouth/Cornwall.
Ud over den gode mad og fine stemning fås et interessant udvalg af britisk champagne og vin, der ikke er helt tosset. Anbefales absolut.
Flottest i byen er måske den betagende, anglo-gotiske sal i Christ Church komplekset af fabelagtige, historiske bygninger, der har været brugt i utallige film.
Lidt Rasmus Modsat-Oxford er den klart anbefalelsesværdige, tapasrestaurant & bar Abequina, der roses i alle hippe rejseguides.
