BLIXEN • OPERAEN

★★★★☆☆

Foto. Henrik Stenberg

ANMELDELSE BLIXEN. FØLSOMT PORTRÆT I SMUKKE MØRKE TONER

Blixens fantastiske liv er dramatiseret som ambitiøs helaftensballet i 18 flotte scenebilleder med smuk, varieret koreografi, solodansere på topniveau og et knugende indblik den ikoniske forfatters univers.

Forestillingen premierede på Gl. Scene i 2019 til flotte anmeldelser, og kan nu genopleves i en let opdateret udgave og lidt større format på Operaen.

Blandt justeringerne er flere dramatiske stramninger samt  dæmpede fremstillinger af den afrikanske urbefolkning, der er blevet renset for potentielt krænkende stereotyper. Som man siger i dag.  

Karen Blixens livsbane var fuld af kurver, men denne fortælling går horisontalt til værks, og bliver måske lidt omstændig deraf.

Nogenlunde kronologisk føres vi gennem de mange faser i legendens liv, så vi fanger forløbet i de begivenheder, der formede den karismatiske personlighed og myterne omkring hende.

Opvæksten i det strikse Dinesen-barndomshjem.

Mødet med løssluppenheden i Bror Blixens skikkelse (selv om det var Brors bror, Hans, Karen hellere ville have haft…).

Rejsen til Afrika, farmen, festerne, forelskelsen i Denys Finch Hatton (ja, ham, der blev spillet af Robert Redford i filmen med Meryl Streep).

Fallitten, flystyrtet, forfatterskabet, berømmelsen, fansene – til ’løvinden’ må bukke under for sin syfilis.

Blixen-fortællingen har det hele, inkl. djævelen selv som medpassager og forvarsel om skæbnesvangre forandringer.

Denne aften brillerer Astrid Elbo med sit følsomme portræt af Blixen.

Som Djævelen imponerer Andreas Kaas med sin insisterende fysik og en dæmonisk tiltrækningskraft.

Soundtracket – leveret af et veloplagt Kgl. Kapel dirigeret af Robert Houssart er 100% Debussy – skiftevis udfoldet i store orkestrale, og stringente solopiano arrangementer hvor en lynende Alison Smith ved tangenterne er pakket ind i smukke lydtæpper af bløde strygere.

Begge dele – og valget af Debussy’s legende, krystal-knitrende musik i det hele taget, fungerer 120% godt som musikalsk bagtæppe. Både i de afrikanske billeder fra savannen, til de store baller og cocktailparties – og i de forrygende, farverige New York sekvenser i Broadway-style, der sammen med flere smukke pas de deux’er var mine favoritter denne aften.

Lige i hjertet gik de gik de passivt-aggressive gigantprojektioner af rullende, mørke (Atlanterhavs?) bølger i superslowmotion– som en slags lyriske, ildevarslende breakers, der fik Blixen ballettens mørke undertoner til at sætte sig.

Finalens udfrielse, hvor Blixen følger Djævelen ind i efterlivet, sætter punktum for en anbefalelsesværdig balletoplevelse, der dog på en eller anden måde syntes at være  gået et gear ned siden 2019-udgaven, og lander på 4 stjerner.

THEO: GODT NYT I SKINDERGADE

Jeg kunne have sparet mig mine betænkeligheder, da menukortet hos Theo foreslog en 7 retters menu for 400 kr.
Måltidet var rent ud sagt smaddergodt og mere end pengene værd

Restauranten i Skindergade er i familie med Gemini og Norrlyst, og tilbyder, hvad de selv kalder  Bistronomi – nutidige, europæiske retter, inspireret af ejernes yndlingsspisesteder i Paris, London, Barcelona, Stockholm og Berlin.

Som reklamemand vil jeg sige udtrykket Bistronomi er en tand for fikst, men det er faktisk ikke helt ved siden af.

Retterne er i grunden ret enkle og baseret på nogenlunde ’normale’ råvarer af god kvalitet  – men tilberedningen har kant og serveringerne er smukke og rækker ud mod gastronomisk æstetik.

Frisk og med bid var Theos signatur-tatar på rå okse fra Himmerland med romesco og syltet salatløg.

Den Burrata/Mozzarella-agtige softcheese Stracciatella med 10 års blommebalsamico og endive var en lækker lille servering, med både sødme fra balsamicoen og bitterhed fra de rødkantede blade endive.

Allerbedst var en piv frisk ceviche af helleflynder med agurk og stikkelsbær.

Det hele serveret samtidig med dejligt brød på Ølandshvede, der gemte på en lille infusion af hvidløg og timian.

Næste ret var sæsonrigtige svampe, stegte kantareller med Vesterhavsost og sauce på Karl Johan.

Til hovedret fravalgte jeg grillet dådyr, og snuppede i stedet skindstegt kulmule, grillet courgette og sauce på brunet smør. Et flot stykke fisk med lidt for rigelig  garni.  

Faktisk så meget, at jeg droppede desserten til fordel for en god cortado.

Bagte blommer med mælkeis, mazarinkage, mouse på myseost og solbær må jeg få næste gang.

Et super godt, nyt uprætentiøst prisvenligt spisested i Indre By, som jeg i grunden helst ikke vil anbefale for varmt, da jeg gerne spiser der snart igen, og det allerede er ret svært at få bord. Det forstår man godt.

Velbekomme.