MISS SAIGON • DET NY TEATER

★★★★★☆

Foto: Gudmund Thai

ANMELDELSE MISS SAIGON: STORSTILET MUSICAL-BRAG

Miss Saigon på Det Ny Teater er et brag af en teateroplevelse. En storstilet, episk undergangsfortælling, blændende dygtigt iscenesat i et fabelagtigt stagedesign.

Et fremragende orkester eksekverer Claude-Michel Schönbergs rigt facetterede musicalpartitur, der blander gedigen poprock med cinematiske stemningsflader og toptunede shownumre.

Underkæben tabes helt ned på brystet i finalens vildt fabulerende crowdpleaser The American Dream, hvor publikum får en mildt sagt spektakulær musical-oplevelse af fest og farver – når man nu ikke kan få den happy end, der normalt kendetegner genren. 

Miss Saigon (1989) er skabt i New Musical æraen, der startede med Jesus Christ superstar i 70’erne og fortsatte med stort anlagte tragedier som f.eks. Evita (1978) og Les Miserable (1980). 

Megasuccesen Les i øvrigt skrevet af selvsamme, franske makkerpar Schönberg/Boublil, der også står bag Miss Saigon. Såkaldte sing-thru musicals, stort set uden talte replikker, som lægger sig tæt op af operatraditionen.

Miss Saigon er kalkeret tydeligt over Puccini klassikeren Madame Butterfly, hvor 1900-tallets Nagasaki er byttet ud med Saigon 1975 i Vietnam-krigens kaotiske slutspil. 

Miss Saigons politisering af musical scenen, med sin indbyggede kommentar til Vietnam-krigen i almindelighed og flygtningeproblematikken i særdeleshed, var ikke noget, man var helt vant til, da stykket åbnede på Broadway efter verdenspremieren i Londons  Westend.

Forestillingen nåede alligevel over 4.000 opførelser i London, og er pt. nr. 14 på listen over Broadways længst kørende shows.

Musikken har elementer af 80’er-style power-ballade med et nogenlunde konstant overdrive, der momentvis virker en tand for insisterende, med flere vokalister, der forekommer at råbe, mere end de synger.

Måske forceret af premierenerver denne åbningsaften, hvor så megen massekoreografi og sceneteknik skal gå op i en højere enhed – og gør det. 

Miss Saigon er en musical, der har der hele, undtagen en definerende ørehænger a la Don’t Cry for Me Argentina (Evita) eller Memories (Cats). Til gengæld arbejder kompositionen dygtigt med et enkelt, gennemgående ledemotiv, der lykkes fornemt med at samle og afrunde den musikalske oplevelse.

Miss Saigon er en kraftpræstation i stort format, der griber sit publikum fra start – og hele vejen til den knugende slutning. 

Linda Arunee Olofsson er gudesmuk og sårbar i titelrollen med en køn, ren vokal, der starter stramt, men løsner op og finder lyrisk udtryk. Flotte duetter med den forelskede, amerikanske soldat Chris (Christian Lund) rækker fortjent applaus.

Allerbedst og lidt af et scoop er Kim Hammelsvang i skurkerollen som den opportunistiske alfons Engineer, der lige nøjagtig klarer skærene hele vejen gennem skærsilden fra Viet Congs sejrrige indtog i Saigon (en pragtscene) til den rå sex-industri i Bangkoks Red light District.

Den ikoniske helikopterscene i 2. akt er fandens flot teater, der sammen med resten af den overbevisende, dynamiske scenografi løfter Miss Saigon til øverste hylde. 

CIRCOLO: SKØNT OG LIVLIGT, HELT ENKELT

Circolo er et ret skønt og livligt spisested på Gl. Kongevej nær Det Ny Teater, hvor fire kokke fra Firenze har sat fokus på Toscana.

Det betyder autentisk bondemad, enkelt, jordnært, uformelt, ukompliceret. 

Circolo har flere søsterrestauranter, hvoraf du måske allerede kender Mangia i Bagerstræde.

Konceptet synes rettet mod et festligt orienteret publikum, der holder af at sidde tæt og spise enkel mad med vennerne, i en atmosfære af liv, travlhed, støj og rå indretning. 

Vi valgte lidt blandet guf til en hurtig pre-teaterdinner, og fik hurtigt en flaske ung (2020) Rosso Di Montalchino på bordet. God smag. God pris. Hvor svært skal det være.

Snart efter kom vores tallerkener med antipasti: Grillet dansk blæksprutte, helt enkelt skiveskåret med citron, samt blandede crostinier (toast) med kyllingelevermousse, lardo og hvide bønner. Hertil en delevenlig, smuk tallerken italiensk charcuterie af lækre, landlige råvarer.

Til hovedret delte vi en hel grillet slethvar, stor flot fisk med rigeligt til to for blot 275 kr. som er billigt for så meget fisk i dag. 

Som tilbehør(contorni) delte vi en omgang sprøde, ristede kartofler og en skål råmarinerede grøntsager, der smagte pragtfuldt i al sin enkelhed.

Restauranten blev fyldt på nul komma fem. Nogen véd noget). Stemningen steg hurtigt i det højloftede lokale, og man ville gerne være blevet lidt længere. Prisen endte lige omkring 1.700,- for to personer inkl. vin, vand og brød.

Superfin betjening og cosy stemning over hele linjen gjorde besøget til en anbefalelsesværdig oplevelse – lige ud ad landevejen.