DON CARLO • OPERAEN
★★★★★★
Foto: Miklos Szabo
ANMELDELSE DON CARLO: OVERLEGENT CAST I RASENDE FLOT STAGE DESIGN
Den italienske Instruktør Davide Livermore har sammen med videodesignerne fra det drønspændene, Milano-baserede arkitekt- og design-studio Giò Forma begået et visuelt mesterværk, der omfavner Verdi’s operathriller Don Carlo om magt og umulig kærlighed. Et sangerhold fra øverste hylde gør Operaens sæsonåbner til et must-see på internationalt niveau.
Scenografien er båret af enorme grafiske animationer, der er noget af det flotteste videografik, jeg har oplevet i et operahus – og en kunstnerisk manifestation, man snildt kunne have nydt i sig selv på førende museer for moderne kunst.
Foto: Miklos Szabo
Historiske, politiske og religiøse motiver blander sig i spektakulære, fluktuerende flows med Picasso, klassisk portrætmaleri, dokumentarisk wartime-footage og fabelagtige lyssætninger i blodrøde farvetoner.
En altdominerende, effektfuld video-ambience, som dygtigt er tilført analog stoflighed gennem tilstedeværelsen af gigantiske, fysiske sætstykker.
Ganske enkelt et rasende flot stage design, der overrasker og imponerer gennem hele forestillingen.
Don Carlo er et knugende trekantsdrama, hvor flammende, ung kærlighed mellem kongesønnen Don Carlos og hans elskede Elisabeth må ofres for et nødvendigt tvangsægteskab mellem Elisabeth og Carlos’ far Kong Filip, som en del af fredsforhandlinger mellem Spanien og Frankrig i inkvisitionens tid.
Fornuft og følelse konfronteres i Verdi’s handlingsmættede mesterværk, som behændigt er skubbet rundt i tid, men stadig koger af dramatisk intensitet.
Don Carlo er blandt Verdi’s seneste værker (nr. 25 af hans 28 operaer, og man møder en moden komponist som brillerer med storladen, orkestral musik. Til tider smager de fuldvoksne lydbilleder næsten lidt af Wagner, som man nogle gange glemmer, huserede på omtrent samme tid.
Foto: Miklos Szabo
Pudsigt nok rummer det ekstemporerede, magtpolitiske plot også en slags liebestod i mylderet af referencer til både Franco’s og Mussolini’s fascisme. Slutscenens gigantiske projektering af Picasso’s Guernica udgør sammen med effektiv plotafvikling en blændende finale, som jeg undlader at spoile.
Foto: Miklos Szabo
Stephen Milling, den danskfødte, internationalt efterspurgte bas-superstjerne er mildt sagt overbevisende som den martrede Kong Philip, der pines af magtens ensomhed og pligt. Som hofdamen Eboli med følelser i klemme, imponerer Aserbajdsjan-mezzoen Aytaj Shikhalizada, mens Gisella Stille præsterer fornemt som Elisabeth. Allerbedst er den koreanske velour-baryton Gihoon Kim som Rodrigo, der modtager salens største applaus.
Orkesterspillet opleves måske en smule ujævnt inden pausen – men spiller sig tydeligt op, så også den musikalske leverance stryger til tops på denne solbeskinnede premieresøndag.
Kort sagt: Stærkt anbefalelsesværdig forestilling i særdeles imponerende, visuel produktion med et sangercast af tårnhøj kvalitet, der scorer seks stjerner fra Det Sku’ Du Se.
