JOYRIDE • MALMØ OPERA

★★★★☆☆

Foto: Martin Paulsson

ANMELDELSE JOYRIDE: ROXETTE ROCKER MALMØ

Roxette-musicalen Joyride er et hulens flot show på Malmø Opera, der leverer i topklasse på alle musikalske parametre. Manbashing screwball comedy i musical format, der ikke er bange for sin egen skygge.

Produktionen er en klassisk jukebox-musical, hvor en generøs håndfuld af poprock duo’en Roxettes hits er bundet sammen i en ultra light eksport-egnet feelgood-fortælling, der er baseret på Jane Fallons populære romcom bestseller Got You Back.

Charmerende dyrlæge af Don Juan typen viser sig at have to kærester kørende på samme tid. En sjuskefejl i en ellers velkørende, romantisk snydekarrusel bringer kvinderne i armene på hinanden.

I bitter forening udtænker de Operation Drop Dead, hvor manden skal en lærestreg.

Joyride er godt musical håndværk med tekster, der næppe risikerer at få Nobelprisen i litteratur – og en indre psykologi, man kan navigere i med bind for øjnene.

Kort sagt et stykke veldrejet underholdning som ikke giver sig ud for at være andet. Gør det noget?

Et par overraskende plottwists undervejs skaber en vis spænding, men løber ud i sandet – og det hele ender forudsigeligt med en runaway bride til tonerne af It Must Have Been Love, But It’s Over Now – og starten på de forsmåede kvinders nye venskab. Lad os sige, det er er slankt plot, og hvad er der nu galt med at være slank.

Foto: Martin Paulsson

Musikken fra Per Gessle’s  80’er hitsnedkeri spiller for fulde omdrejninger og man imponeres af et helt fremragende liveorkester, solid rockgruppe i stort udtræk inkl. strygere, der leverer varen  i imponerende lydkvalitet. Roxette bliver bragt til live og fejer over scenen  i noget, der lyder som perfekt studiesound, båret af virkelig gode sangere i de tre nøgleroller.

Jessica Marberger og Marsha Songcome er de to bedragede kvinder, og Alexander Lycke er den charmerende badass ved den totalt udsolgte og media-hypede premiere med rød løber og stort opbud af pressse og kändisser

Ganske som i Abba’s Mamma Mia slutter løjerne med fuldt cast på scenen og hele salen på benene, da et prægtigt replay af megahits som Dangerous og The Look rocker Malmø’s operahus.

Foto: Martin Paulsson

Roxette nyder kæmpe popularitet på hjemmebanen i det svenske. Forestillingen har allerede inden premieren solgt 85.000 billetter, og publikum vil få, hvad de er kommet efter.

En super professionelt eksekveret Roxette hitparade med stærke solister og en ubetinget festlig oplevelse i teatret.

Joyride er iscenesat af  Guy Unsworth og scorer fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.