WALLMANN’S • CIRKUSBYGNINGEN
★★★★★☆
ANMELDELSE WALLMANN’S JUBILEE: NORDIC DINNERSHOW EKSTRAVAGANZA
Wallmann’s i Cirkusbygningen fejrer 20 års jubilæum med et imponerende dinnershow ekstravaganza i en generøs, stilsikker og umiskendeligt svenskdesignet produktion, der tager kegler hos et feststemt publikum.
JUBILEE vælter huset med sprudlende scenografi, skønne kostumer, blæret lysdesign, hæsblæsende sceneshow og et cast af unge talenter, der giver alt, hvad de har i sig.
Jubilee synes at have besluttet sig for at se mere frem end tilbage, og har koncentreret de musikalske bravurnumre omkring en lidt mere moderne musiksmag, med brandflotte medleys af f.eks. Taylor Swift, Prince og Coldplay-repertoire pakket i glimmer og glitter.
Sidstnævnte hitfabrik udsat for en knaldflot og ret mystisk monkey-sci-fi iscenesættelse med ubetinget stærk, vokal leverance af både Paradise,Viva La Vida og Fix You.
Fra start til slut buldrer spektakulære stage designs og hidsige koreografier over de tre scener inklusive luftrummet under cirkusbygningens kuppel.
Højdepunktet nås i et rent danskpop/rock-set med godbidder fra, bl.a. Natasja, Rasmus Seebach, Anne Linnet (Den Jeg Elsker) og Medina. Coverversionerne af Nik & Jay’s Boing og Hot sparker stemningen helt op under taget i en vild finale, pakket i smittende energi og rødt glimmer.
I løbet af aftenen diverterer flere artister med numre af velnok lidt svingende kvalitet. Muskelbundtet Dmitry fra Ukraine tager helt klart førstepladsen for et skamløst sexet, spektakulært Aerial straps-nummer højt oppe under loftet, tilsat Phil Collins’ In The Air for fulde gardiner.
Wallmans har været en folkelig succes, siden de åbnede dørene til det første show i 2004. Siden da har mere end 1,3 millioner danskere nydt middag og underholdning i Cirkusbygningens historiske rammer.
Maden kan vel altid tåle et løft, men er helt godkendt i sammenhængen med sin signatursuppe (blomkål med hvid chokolade), steg og sødt. Service er upåklagelig, stemningen høj ved bordene, og man føler sig absolut velkommen og veltilpas midt i alle løjerne.
Showets ikoniske dragqueen, Miss Megan Moore (også kendt som Thomas Rosendal), leder gæsterne gennem aftenen med højt queer-humør, veloplagt humor og festligt champagnelykkehjul for folk med mærkedage.
Af en eller anden grund greb det totalt velsmurte show mig ikke helt så fast, som det plejer, men havde ind i mellem tilløb til at køre en smule i ring. Måske var det bare fordi den musikalske kuratering flere gange efterlod mig på herrens mark, mens andre havde en fest. Men hey, nu kan det jo heller ikke være Abba og Ratpack croonere alt sammen.
Jubilee scorer fem stjerner fra Det Sku’ Du Se, den sidste på renomméet. Gør det noget.