TOSCA & CARMEN • ARENA DI VERONA
★★★★★☆
Foto: Ennevi Foto
ANMELDELSE TOSCA OG CARMEN ARENA DI VERONA: MAGISKE MOMENTER
Det var dén sommer. Urene er stillet tilbage, vintertid er indtruffet og man må lune sig ved minderne. Det Sku’ Du Se oplevede TOSCA og CARMEN i den fantastiske Arena di Verona, som er rejsen værd i 2025 for operafans med sans for storslåede produktioner i den italienske sommernat.
2024-sæsonen satte nye rekorder ned 417.000 tilskuere fra 136 lande, der sikrede festivalen en all-time-high indtjening på over 33 millioner euro efter 3 måneders festival med samlet 50 opførelser af 7 forskellige operaproduktioner plus en vifte af koncerter og andre events.
Festivalens kanaler på Facebook, Instagram og TikTok registrerede næsten 59 millioner interaktioner. Åbningsshowet blev transmitteret live på tv og havde over 70 millioner seere worldwide. Vi er oppe på den høje klinge her.
Gigantopsætningen af Tosca i den antikke, romerske arena, var storslået i ordets grundlæggende betydning. Man ser bare ikke opera af den slags andre steder i verden. Operaelitens internationale topstjerner flokkes i repertoirets ikoniske roller.
Foto: Ennevi Foto
Den russiske diva Anna Netrebko er måske ikke helt så eminent, som for 10 år siden, og hendes seneste pladeudspil har høstet en del tidsler.
Stjernesopranens sagsanlæg for kontraktbrud og ’geo-racisme’ mod The Met i New York, som droppede hende i forbindelse med en slags Putin/Ukraine-gate, har heller ikke givet hende den allerbedste presse.
Men Netrebko er stadig en superstar i titelrollen som Tosca i denne Verona-aftapning, og der er altså stil over det, når hun denne aften på fuldkommen selvfølgelig måde fylder kæmpescenen med karma, klædt i den ikoniske, røde kjole.
Hendes vibrato flyder i flere arier lidt for stort, og måske bliver der i perioder presset lidt for meget på, for i hvert fald at sætte sig igennem på volumen.
Men i publikumsfavoritten Vissi d’Arte går hun helt modsat, og leverer ikke mindre end et magisk opera-øjeblik foran 15.000 tilskuere, som er komplet tryllebundne i den vidunderlige hit-arie, hvor hun i formidabel kontrol tynder sin vokal langsomt ud, og formidler sin smerte helt ned på bageste række.
Foto: Ennevi Foto
Alle holder vejret, og der er der så stille i sommernatten under orkesterets diminuendo, at man ville kunne høre en knappmål falde til jorden. Bifaldet er tordnende og publikum skriger på dacapo, mens hun knæler ydmygt foran de jublende skarer i den udsolgte arena. Selv orkesteret og dirigenten deltager i den flere minutter lange applaus. Magic!
Forinden er man blevet eksponeret for en bragende flot Te Deum-scene med noget der ligner flere hundrede medvirkende i en overdådig iscenesættelse, med alt hvad den kan trække af kostumepragt, katolske relikvier i megasize og kanoner, der akkompagnerer kæmpekoret med bulder og brag, så man er blæst fuldkommen bagover.
Foto: Ennevi Foto
Stage design er klassisk og centreret omkring en enorm buste af Tosca, holdende en gigantisk dagger som en slags symbol på den dels politiske, dels feministiske modstandskamp, der kan læses ind i Tosca’s plot.
Yusif Eyvazov og Luca Salsi er fyldestgørende som henholdsvis kunstneren Cavaradossi og superskurken Scarpia, men det er Netrebko’s aften, og hende, der gør oplevelsen sublim og gribende intens på en måde, jeg ikke tidligere har oplevet på så stort et venue.
Foto: Ennevi Foto
Samme buket roser kan desværre ikke tildeles opsætningen af Carmen, som jeg havde store forventninger til den følgende aften.
Bizet’s hit-oprera Carmen i Franco Zeffirelli’s kolossale iscenesættelse involver ikke mindre end 500 medvirkende, med mindst halvdelen på scenen samtidig.
Foto: Ennevi Foto
I stedet for at være overvældende og effektfuldt, forekommer resultatet desorienteret, ufokuseret og småforvirret.
Det hjælper ikke, at orkestret under Leonardo Sini spiller underligt tilbageholdende med en volumen, der aldrig helt får kørt en varmblodet stemning op.
Foto: Ennevi Foto
I hovedrollen mangler aftenens titelrolle indehaver Clémentine Margaine X-faktor, og selv om Habanera’en er en af operarepertoirets mest pirrende, erotiske arier, lykkes det at få den til at fremstå som en bleg og usexet afglans af sig selv.
Pretty Yende sang partiet tidligere på sæsonen, og havde måske været en mere sensuel oplevelse.
Foto: Ennevi Foto
Don José leveres af den italienske tenor Francesco Mali, der minder mere om en bankassistent, end ideen om den fyrige soldat, Carmen forfører til et frit røverliv med god sex og dårligt selskab.
Tilsammen et lidt et skuffende cast, der gør en afgørende del af plottet utroværdigt og helhedsindtrykket udvendigt.
Scenografien af forventelige, andalusiske lokationer er kæmpestor og farverig, uden at være rigtig overbevisende. Det myldrer ind og ud med sangere, dansere og statister, der skaber et vældigt hurlumhej og et indiskutabelt flow. I al travlheden scores masser af points på de mange ørehængere og en totalt herlig præstation af Dalibor Jenis som den svært overskudsramte tyrefægter Escarmillo. (Jeg elsker Carmen, Carmen elsker mig).
Mod slutningen taber forestillingen gnist og tempo, men i forbindelse med sceneskift mellem 4. og 5. akt trækker Verona stikket hjem med et flammende fyrigt flamenco-battle hvor to store gypsy-dansegrupper på hver side af den enorme scene skiftevis udfordrer hinanden på tramp, piruetter, hvirvlende skørter og blikke, der kan dræbe.
Et knivskarpt, medrivende sceneshow, som publikum bakker helhjertet op med jublende applaus og tilråb, hver gang grupperne udveksler danse-bredsider i en slags åben slagudveksling på vej mod finalens drama.
Foto: Ennevi Foto
Da Don José omsider har fået nok af Carmens løgne og myrder hende midt på torvet, har klokken passeret 02, og vi har rundet fem timers spilletid. Det er festligt med al den Aperol Spritz, man kan nå i pauserne, men også lige i overkanten.
Carmen modtager stormende publikumshyldest, der vel nok overmatcher præstationerne, men med et stort internationalt publikum, er en høj grad af selviscenesættelse forventelig. Man er ikke fløjet ind fra Chicago og Kyoto for at sidde og surmule.
En operaaften i Arenaen er under alle omstændigheder en imponerende oplevelse, og billetsalget til sommeren 2025 er allerede i gang her.
Fra juni til september kan du bl.a. opleve Aida, Nabucco, La Traviata, Rigoletto og et gensyn med Carmen, der måske bare havde en off-night under mit besøg. 1.200 pressefolk fra hele verden gæstede 2024-sæsonen, og med mere end 5.000 anmeldelser og reportager kan det jo ikke være lutter lagkage alt sammen.
God tur til Verona.
