RHINGULDET • LA SCALA MILANO
★★★★☆☆
Foto: Brescia/Amisano
ANMELDELSE RHINGULDET: EUFORIEN UDEBLEV PÅ LA SCALA
Euforien udeblev ved premieren på Rhinguldet i det tætpakkede operatempel La Scala i Milano. Den efterspurgte, gennemrutinerede, skotske instruktør David McVicar’s spektakulære iscenesættelse leverede på alle parametre undtagen ét: Det ekstraordinære.
Spredte buh-råb ved fremkaldelserne ridsede i lakken på den ellers så velproducerede og overordentligt spektakulære fremstilling af Scala’s stort anlagte og stærkt imødesete Wagner-Rings første afsnit.
Et førsteklasses sangercast med den fremragende tyske bariton Michael Wolle spidsen som Wotan, leverede upåklageligt, mens Olafur Sigurdarson som djævelsk god Alberich, André Schuen som buldrende stærk Donner og Norbert Ernst som den nedrige hofsnog Loge løftede niveauet til tops.
Foto: Brescia/Amisano
Frem for alt var i scenografien præget af et virkelig imponerende produktionsdesign, hvor forbløffende sætstykker afløste hinanden i et underholdende, dynamisk flow. Åbningsscenen udspillede sig omkring tre gigantiske, afhuggede hænder hvorpå Rhindøtrene boltrede sig i en betagende lyssætnig af gyldne lysstriber i en smuk, blå flod-ambience.
Foto: Brescia/Amisano
Snart efter møder vi Wotan i Valhalla, der var fremstillet som en stram, neoklassisistisk trappe-geometri med truende sprækker af rødglødende, vulkansk lava, som dygtigt etablerede en suspence fornemmelse af problemer under opsejling.
Fasholt og Fafner trampede ind som 4 meter høje kæmper med drabelige stylter og enorme, krogede hænder, og indledte skænderiet om betalingen for opførelsen af gudefæstnigen, hvorefter de dampede af med Wotans svigerinde som pant – og balladen udviklede sig.
Foto: Brescia/Amisano
Alberichs guldmine var bragende flot iscenesat som et kæmpemæssigt, underjordisk guldkranie, der lignede noget fra Indiana Jones, da serien var allerbedst. Niebelungens tryllenumre og den fatale forvandling fra fæl slange til fredsommelig frø var eksekveret med sceneteknisk overskud og poesi.
Foto: Brescia/Amisano
Så hvad var det, der gjorde at forestillingen ikke strøg helt til tops, målt på premierepublikummets lunkne modtagelse?
For en gangs skyld var det faktisk en udgave af Rhinguldet, hvor alting var til at forstå, hvilket var helt rart, også for en nogenlunde rutineret Wagnerianer som mig, med en del opførelser af Ringen i bagagen.
Flere af dem har været så ekstemporerede, at man virkelig har været glad for at kende historien på forhånd. Det gælder såvel Herheims Las Vegas Show på Deutsche Oper i Berlin, Castellucci’s galopperende fantasi på Monnaie i Bruxelles og Kosky’s klimagyser på Covent Garden i London.
Denne udgave i Milano står som en yderst loyal fortolkning af historien om guld, guder, gnomer og grådighed. Pragtfulde kostumer, flot orkesterspil og en måske lidt neutral direktion fa Simone Young hører med til billedet.
Foto: Brescia/Amisano
Manglen på kreative overgreb, benspænd og skæve overraskelser blev ’straffet’ med overbærende applaus og afdæmpede mishagsytringer af det festklædte publikum, der forholdt sig sært ikke-entusiastisk til begivenhederne gennem den to en halv time lange enakter.
En forestilling på La Scala er er under alle omstændigheder altid en oplevelse. Nogle gange større end andre. Denne gang lander vi på fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.
Valkyrien og Siegfried er planlagt til 2025, fulgt af Götterdämmerung og to komplette cyklus opførelser i 2026.
