ROMEO OG JULIE • STAATSOPER UNTER DEN LINDEN

★★★★☆☆

Foto: Monika Rittershaus

ANMELDELSE ROMEO OG JULIE: WHAM OG PUNK I UJÆVN BERLIN OPDATERING

Virkelig gode sangere i en opfindsom, men også noget postuleret, opdateret iscenesættelse gør den franske instruktør Mariame Clément’s udgave af Gounod’s Romeo og Julie til en smuk, men også ujævn oplevelse på Staatsoper Unter Den Linden i Berlin.

Store sommerfugle i kalejdoskopiske,symbol-ladede videoproduktioner, blandet med animerede, florale baggrunde, etablerer en æstetisk ramme om Shakespeares tragiske historie, hvor Romeo og Julie er flyttet op til noget, der skal ligne vor tid, og blive relevant derved. 

Foto: Monika Rittershaus

Romeo i en slags Wham-udgave med partielt affarvet hår og rød læderjakke, er flot gestaltet af den samoanske tenor Amitai Pati med silkeblød vokal og stærk udstråling. Julie forførende godt leveret af dansk-franske Elsa Dresig, der imponerer i operaens mest kendte arie Je Veux Vivre (Jeg Vil Leve), hvormed hun høster solid sopran-applaus i den berømte balkonscene. 

Julie/Elsa er udstyret med grøn hoodie, blåt hår og lyseblå denim shorts i en slags punk teenageudgave, hvor hun slet ikke er så nuttet, som den forestilling, man normalt har om karakteren. Faktisk minder parret mest af alt om noget ustyrligt fra en fransk 80’er film a la Subway. 

Nogle vil sige, man lefler overdrevet for nye målgrupper, andre at man blot opdaterer for at inkludere. Begge dele er vel sandt.

Foto: Monika Rittershaus

Opdateringen bringer iscenesættelsen omkring et  ret ordinært 2-plans parcelhus, en streetbasket bane i en baggård, et grimt pigeværelse i klichefyldt ungpige-deko, en bypark og et klasselokale, hvor Romeo og Julie bliver gift mellem de forbløffede elever midt i en religionstime.

Foto: Monika Rittershaus

Dramaet når sit højdepunkt i  kampscenen, hvor Romeo stiller sig mellem to slagsbrødre, og ender med at smadre kraniet på Julies fætter Tybalt med en golfkølle. Familiefejden og resten af historien om den umulige kærlighed kender du.

Foto: Monika Rittershaus

De betagende sommerfugle-animationer som en slags metafor for ungdommens flygtighed, vender tilbage i flere behændige, visuelle skift, der inkluderer en såre smuk nattescene med stjernehimmel, måneskin og ægte kærlighed.

Helhedsindtrykket er lidt langt, men ikke spor tosset, tilsat Gounod’s melodisk-romantiske partitur, som dirigent Stefano Montanari maler i smukke, mørke klange. 

Spredte buh-råb markerede en vis utilfredshed ved premieren, og var angiveligt rettet mod iscenesættelsens modernistiske postulat. 

Mariame Clément stod for en iscenesættelse af Hofmanns Eventyr ved sin instruktørdebut på årets Salzburg Festspil, som jeg personligt fandt skrupforvirret i sin galopperende film-set fremstilling af Offenbachs opera fantastique med et i forvejen kaotisk plot. Måske var det bare meget fransk. 

Spændende bliver det, når Clément skal stå for Donizetti’s bel canto klassiker Maria Stuarda på Operaen i København med premiere i januar 2025 

 Her og nu er der fire stjerner fra Det Sku’ Du Se til Romeo og Julie i Berlin.