KVINDEN UDEN SKYGGE • STAATSOPER UNTER DEN LINDEN
★★★★☆☆
Foto: Hans Jörg Michel
ANMELDELSE KVINDEN UDEN SKYGGE: PÅ ÉN GANG TILTRUKKET OG AFVIST AF SVÆRT AFLÆSELIG OPERA
Kvinden Uden Skygge er en grænseoverskridende, musikalsk sværvægter på fire en halv time med et eventyrplot der er så kryptisk, at selv garvede operafolk har svært ved at følge med. Tilsæt Claus Guth’s iscenesættelse, der er så fuld af gestaltede allegorier, metaforer og ekstemporererede fortolkninger, at man i lange perioder undres over, hvad der i grunden foregår.
Richard Strauss og hans librettist Hofmannsthal, som også stod bag Rosenkavaleren, søgte angiveligt at skabe et værk, der i mystik og indforstået symbolik kunne konkurrere med Tryllefløjten. Missionen er lykkedes til fulde, og de betegnede denne opera som deres hovedværk.Nogle kalder plottet rodet og overambitiøst, og jeg er ikke helt uenig.
Foto: Hans Jörg Michel
Strauss’ musik er for viderekomne og udmærker sig ved at være næsten eksperimenterende, klangligt exceptionel med knusende brus af blændende orkestrering. Denne Berliner-opførelse på Staatsoper Unter Den Linden er en genopsætning fra 2017 og ikke nogen begynderopera. Det var i øvrigt en af Holtens store import-sucesser på Covent garden, efter at have haft premiere på La Scala.
Foto: Hans Jörg Michel
Historien kredser om en orientalsk kejser, der trues med at blive forvandlet til sten, hvis han ikke begaver sin barnløse hustru med en skygge.
Kravet er symbolsk og dækker over, at hun skal blive et almindeligt menneske og føde børn. Nu går jagten ind på at finde en falk, som kejseren sårede, da den satte sig på hustruens pande ved deres første møde, hvor hun optrådte i skikkelse af en hvid gazelle. Herfra går det derudaf i et plot, der hallucinerer som et LSD-trip, og som jeg opgiver at redegøre for.
Foto: Hans Jörg Michel
Jeg er blevet fan af den tyske stage director Claus Guth efter stærke opera oplevelser i Frankfurt (Jenufa) og Madrid (Orlando). Også i denne produktion har han begået en absolut original iscenesættelse, omend den er tæt på at slippe jordforbindelsen. Hov, der slap den!
Foto: Hans Jörg Michel
Claus Guth går ikke af vejen for stærkt psykedeliske, fortolkningsparate sekvenser. Gentagne videoanimationer viser svømmende sædceller og ultralydsscanninger af fostres stille skrig i livmoderen. Sejlende robåde og aktører i sære dyrekostumer befolker scenen i den ene mere subtile sekvens efter den anden. En børneflok dukker op i finalen sammen med en uforløst fornemmelse af happy end.
Kejserinden har aftalt at købe en skygge af en anden kvinde, men afstår i sidste øjeblik, hvorefter det hele lander som en hyldest til kærlighedens sande værdi og forløsning gennem selvindsigt. Store temaer badet i stor musik.
Foto: Hans Jörg Michel
Finsk/svenske Camilla Nylund imponerer med sin vokale styrke i det krævende parti som kejserinden. Et publikum af kendere kvitterer med stående applaus. Hendes lyriske sopran er ungdommelig, ubesværet og meget kultiveret, skrev Berliner Morgenpost.
Kvinden Uden Skygge er en spektakulær sceneoplevelse i et entusiastisk, musikalsk univers, men lad os være ærlige: Er du typen, der mener, at musikdramatik skal kunne forstås i realtime, er denne forestilling ikke noget for dig.
Som beskuer føler jeg mig på en gang tiltrukket og afvist af de mange, svært aflæselige budskaber, der gemmer sig bag forestillingens eksplicitte udtryk, og ender lidt ambivalent på fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.
Paradoksalt nok har jeg fået lyst til at se den igen for at knække koderne og dechifrere mystikken. Måske er det ok, at man ikke forstår alting lige med det samme. Måske er eftertanken og refleksionen en del af det, der gør opera spændende.
