SHIRLEY VALENTINE • TEATRET VED SORTE HEST
★★★★☆☆
ANMELDELSE SHIRLEY VALENTINE: SKØN VIVIENNE McKEE i FIN TEATERGODBID
Vivienne McKee er gennemført dejlig i rollen som den forsømte, elskelige Liverpool-husmor i Williy Russels fine, lille komedie-monolog, der gæstespiller på Den Sorte Hest. Stykket er vittigt, rigtig rørende og velnok lettere bedaget hen ad noget fra Huset på Christianshavn.
Den hvidvins-pimpende Shirley oplever en pludselig forandring i sit kedsommelige liv, da hun shanghajes til 14 dages ferie i Grækenland med en nyskilt veninde, og hendes liv ændrer sig for altid.
McKee spiller rollen (stykkets eneste) med masser af humor, stort overskud, workingclass Liverpool-accent og smittende charme.
Den gode sceneoplevelse formår nok ikke helt at dække over, at stykket forekommer ret så ti-hi- gammeldags i sammenligning de gakkede, grove løjer, McKees crazy Christmas Cabaret normalt diverterer med på denne tid af året (CCC er tilbage i 2025 på Bremen Teater.)
Shirley-Forfatteren Willy Russel har også begået Educating Rita lidt i samme dur, med en dejlig, lidt overset damefrisør, der får chancen for at shine, og tager den.
Karakteren minder mig om dyrehandler Clausens hustru, der ligesom de andre kvinder i huset på Christianshavn er resigneret med smil i deres fastlåste roller som vedhæng til deres tumpede mænd.
Det mest tidssvarende i stykket er faktisk den manbashing, der folder sig ud, da Shirley vælger at blive i Grækenland og nyde livet til trods for mandens ynkelige bønner om at få hende hjem til kødgryderne. (Posechips med spejlæg, nej tak.)
Shirley er en rørende 80 min. fortælling og en inspirerende opfordring til at leve sit liv fuldt ud, i stedet for at spilde tiden med at leve op til, hvad man tror, andre forventer.
Alt for mange er døde, allerede inden de dør, som Shirley udtrykker det et sted.
McKee holder publikum fanget med sine smuttende øjne og karismatiske udstråling. En fin lille teatergodbid, som man forlader med en dejlig varm fornemmelse af, at verden kan være et godt sted, hvis man selv tør.
Fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.