DET SKU’ DU SE I JANUAR
Kultur-Danmarks tv-darling Frederik Cilius (Operarejsen, Orkesteret) topper januars liste over mest ventede premierer, når han indtager rollen som Jeppe På Bjerget i en af Danmarks mest klassiske komedier.
Samtidig frister Operaen med Donizetti’s bel canto hit Maria Stuarda i Mariame Cléments iscenesættelse fra Geneve. Læs mine anbefalinger til events, der fortjener din opmærksomhed i årets første teatermåned.
JEPPE PÅ BJERGET
Jeppe er bondeknolden, der har tabt har magten over sit eget liv. Trængslerne dulmes med brændevin hos Jacob Skomager. Baronen og hans lakajer finder den døddrukne Jeppe på møddingen – og som en practical joke giver de ham status af konge-for-en-dag i Holbergs tragikomiske klassiker.
Danmarks nye tv-darling Frederik Cilius fører an i en af teatrets mest kendte og elskede roller som den drikfældige Jeppe, der mobbes fra alle sider, men hævner sig, da han får chancen. Premiere på Gamle Scene 22. januar.
MARIA STUARDA
Maria Stuarda er en vild, virtuos sangerduel mellem to divaer, der elsker den samme mand. Bel canto for fuld udblæsning. Den engelske dronning får ingen ro, før hendes skotske rivals hoved er skilt fra kroppen. Operaen er en funklende perle i Donizettis såkaldte Tudor-trilogi og kendt som et mesterværk i bel canto-genren.
Elisabeth Jansson og Gisela Stille kan opleves i de to krævende dronningeroller. Det historiske trekantsdrama udspiller sig i en malerisk scenografi med elegante periodekostumer i den franske instruktør Mariame Cléments iscenesættelse. Maria Stuarda dirigeres af en af de mest eftertragtede italienske operadirigenter i sin generation, Paolo Arrivabeni. Premiere i Operaen 16. januar.
PEER GYNT
Skuespil møder koreografi i Anja Behrens’ iscenesættelse af Ibsens vildt fabulerende klassiker om Peer Gynts livsløgn, flugt fra sig selv og konfrontation med døden.
Forestillingen tager udgangspunkt i Peer Gynts dødsdelirium, hvor han ser tilbage på sit løgnagtige liv og møder døden i tåspidssko i skikkelse af Amancio Gonzalez fra Dansk Danseteater. Hvorfor bliver han en empatiløs narcissist, som vil gøre alt for at opnå storhed og magt? Premiere i Skuespilhuset 18. januar.
EN POLTERABEND
En farlig komedie, en følsom nat, en rituel fejring med fuld smadder og rå følelser. Mathias skal giftes. Men først skal han på polterabend med en gruppe venner og sin svigerfar i en svensk skov. Forude venter et action-packed døgn fyldt med kærlighed, manddomsprøver, ydmygelser, identitetssøgen og grænseoverskridende oplevelser.
Forestillingen er inspireret af Shakespeares komedie ’Trold kan Tæmmes’ og portrætterer, hvad der sker mellem mænd i et lukket rum, når hierarkier opstår og grænser afprøves. Premiere 10. januar på Betty Nansen
TORNEROSE
Historien om Tornerose er over 300 år gammel, men den lever i bedste velgående. I Christopher Wheeldons balletversion er der skruet helt op for eventyret.
Christopher Wheeldon er en af tidens mest originale koreografer med sin enestående poetiske sans og magiske fortælleevne. Se hans Tornerose i Operaen fra 25. januar.
EKS
På overfladen lever parret Sibylle og Daniel, spillet af Marie Bach Hansen og Mikkel Arndt, et perfekt, lidt småtrivielt familieliv med gode jobs, lækker lejlighed og to små børn. En nat dukker Daniels ekskæreste Franziska, spillet af Julie Agnete Vang Christensen, pludselig op.
Natten og alkoholen fremkalder både angst og desperation i stuen, og en indædt kamp om kærlighed udspiller sig på den mest grusomme, men også uhyggeligt underholdende vis. Den tyske dramatiker Marius von Mayenburg dissekerer middelklassens parforholdsproblemer, fælderne og livets ulidelige lethed i et velskrevet kammerspil. Premiere 25. januar i Skuespilhuset/Mellemgulvet.