THE DEVIL WEARS PRADA • LONDON
★★★★☆☆
Foto: Matt Crockett
ANMELDELSE THE DEVIL WEARS PRADA: DRESSED TO IMPRESS
Det måtte jo komme: Hollywood blockbusteren The Devil Wears Prada er sprunget ud som storscala musical i Londons Westend med Vanessa Williams i spidsen for et stjernecast, masser af production-power og musik af Elton John.
En stort anlagt og heftigt lanceret opsætning, der synes at komme lidt lunkent fra start med uopfindsom plotafvikling i en skinny scenografi, som får bange anelser til at sprede sig i det store Dominion Theatre i London, hvor knap 2.000 tilskuere er på plads i festhumør.
Gudskelov leverer Elton, efter en noget anonym honky-tonk-præget indledning, en solid dance-rocker i midten af første akt, der sætter gevaldigt liv i kludene. Efter en klodset start i modeverdenen (du kender helt sikkert historien) finder Andy kammertonen og springer ud som übercool direktionssekretær i lædertights med attitude og hele ensemblet på tæerne i prægtige kostumer.
Fed scene og SÅ fik man lige det fashion-bonanza, man var kommet efter. Klapsalverne brager og prosecco’en åbnes på overalt på rækkerne, hvor lettelsen indtræffer og stemningen stryger mærkbart i vejret. Lauren Weisbergers bittersøde New York/Paris komediedrama om kærlighed, forførelse, svigt og powerplay i fashion-business sælger bare billetter. Bum.
Foto: Matt Crockett
Herfra er der ingen vaklen på stiletterne. Et flot og frækt show folder sig ud i højt tempo med spektakulært iscenesatte flashes af fashion ekstavaganza og ultraslanke supermodeller klædt i et bredskuldret produktionsbudget.
Eiffeltårnet i diamantglitrende Swarowsky-udgave og en vanvittig flot catwalk-afvikling i trikolorens farver er præcis den Pariserkliché, man drømmer om, hvis man ellers kan se den for bare haute couture i høje hæle og lange stænger i topgearede massekoreografier.
Jeg overgav mig til professionalismen (og prosecco’en) hen ad vejen – men den britiske presse har ikke været voldsomt imponeret.
Elton’s Prosecco-musical is old hat, hedder det et sted, mens andre konstaterer, at Devil på samme måde som musicaludgaven af Pretty Woman er tomme musical kalorier, forklædt som parterapi og soft kapitalismekritik, skræddersyet til et publikum, der er behøvende ligeglad med, hvad anmelderne mener.
Foto: Matt Crockett
Måske husker man bare 2006-filmen som bedre, end den rent faktisk var. Måske var det Meryl Streeps vidunderligt bitchede, Oscar-nominerede Miranda-udstråling overfor Anne Hathaways knusdejlige Andy, der har overstrålet den søde, ret tynde men også charmerende love/high fashion/cool business-historie, og gødet ideen om en musical.
Foto: Matt Crockett
Filmen indtjente 326 mio. dollars worldwide på et 41 mio. dollars budget. Måske er dét regnestykke tilstrækkelig grund til at forsøge sig med en musicaludgave.
Elton Johns balladeagtige pianorock har sine øjeblikke i et udtryk, der spænder fra klassiske power lovesongs til lidt mere discofunky numre, som ikke helt er Eltons hjemmebane. Det spiller, men man savner altså det iørefaldende hit, den klare melodilinje og et ekstra gear fra en af verdens bedste sangskrivere, når man nu véd, hvad han kan.
Den amerikanske Tv-stjerne Vanessa Williams var publikums ubestridte darling og klart overbevisende som Meryl Streep/Miranda, mens Georgie Buckland leverede en dejlig, ungpigefrisk og følsom Anne Hathaway/Andy: Forført af modebranchens smukke overflade, indtil man kradser lidt i den.
Som den uheldige førstesektetær Emily (spillet af Emily Blunt i filmen) er Amy Di Bartolomeo drønsjov og sexet i en gylden hospitalsscene i den strategisk vigtige første akt efter pausen, hvor et erotisk højdepunkt nås omkring tremmesengen, hvor hun ligger med et brækket ben og serviceres af en deling særdeles handsome, mandlige sygeplejersker. Sygeplejerskesex i en woke tid er ikke helt tosset!
Forestillingen er dressed to impress, handlingen er tynd som en supermodel, underholdningsværdien ikke at kimse ad, innovationen til at overse og helhedsindtrykket velnok lidt skuffende.
The Devil Wears Prada lander på fire stjerner hos Det Sku’ Du Se.
