EN POLTERABEND • BETTY NANSEN TEATRET

★★★☆☆☆

Foto: Nataschia Tiara Rydvald

ANMELDELSE EN POLTERABEND: MANDEHØRM OG VÆRKSTEDSHUMOR

Mathias skal giftes! Men først truer en polterabend med venner og svigerfar i en svensk skov. Mandehørm og værkstedshumor i et energisk flow med masser af fysik favner Betty Nansens aktuelle forestilling, der spidder den traditionelle polterabends stammelignende ritualer og maner til refleksion uden at nå rigtigt i mål.

Vi er med fra den obligatoriske bortførelse til rejsning af teepee fulgt af brændehugning i bar overkrop, videre i programmet til manddomsprøve i form af kanin-drab, rigeligt med bajere og ansats til slagsmål, da egoerne slippes fri, og hierarkiet blandt gæsterne skal defineres.

Foto: Nataschia Tiara Rydvald

Alt sammen garneret med sarkastiske blik på gruppedynamikken, der udvikler sig præcis så bøvet, som klicheen foreskriver, mens de forskellige mandetyper langsomt afdækkes.

Sjovt er det, nogenlunde forudsigeligt er det ligeså. Man kan ikke sige, at forestillingen ligefrem overleverer på originale vinkler og skarp dialog. Lommefilosofien overtager, mens overfladerne og relationerne langsomt, men sikkert krakelerer.

Helhedsindtrykket er et usselt billede af mænd, der blotter sig og vender vrangen ud på den dårlige måde. Mænd, der søger fællesskabet og hinanden uden at kunne det.

Foto: Nataschia Tiara Rydvald

Løjerne munder ikke overraskende ud i en stor finale, hvor hovedpersonen Mathias har fået nok og giver hele holdet en regulær skideballe, hvor relationerne sættes på plads.

Foto: Nataschia Tiara Rydvald

Det veloplagte ensemble består af Stanley Bakar, Henrik Birch, Morten Burian, Mathias Bøgelund, Tobias Leander og Asbjørn Krogh Nissen, der har skabt forestillingen i en kollektiv proces sammen med instruktør Therese Willstedt efter idé af Tom Silkeberg.

Forestillingen er angiveligt inspireret af Shakespeares komedie ’Trold kan Tæmmes’ som går for at være en af hans mest sprudlende og hæsblæsende komedier. Referencerne synes dog svære at genfinde.

Foto: Nataschia Tiara Rydvald

Maren Uthaugs ret skønne romaner 11% og 88% om ’udfasningen’ af den maskuline race får næring i denne forestilling, der mest af alt er en lystig karikatur på mænds tåbelige opførsel og en klar opfordring til at revurdere og omforme manderollen.

Dermed tapper En Polterabend behændigt ind i den manbashing, som synes at være dagens orden på de skrå brædder. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har set et teaterstykke, hvor mænd har opført sig bare nogenlunde fornuftigt eller måske ligefrem sagt noget begavet.

Betty Nansen Teatret har de senere år fået ry for at have etableret sig som en feministisk kampplads. En Polterabend følger sporet og kan ses som en undersøgelse af, hvordan mænd i grunden har det med at være under pres fra alle sider.

Forestilingens DNA er opløsningen. Det er ganske sjovt på overfladen, men smilet stivner og vi lander på tre stjerner fra Det Sku’ Du Se.