MARIA STUARDA • OPERAEN
★★★★★☆

Foto: Camilla Winther
ANMELDELSE MARIA STUARDA: RIVENDE FLOT CATFIGHT I OPERAEN
Store sangerpræstationer og æstetisk velgørende scenografi løfter Donizettis bel canto-drama Maria Stuarda til fem stjerner i den franske instruktør Mariame Clements semi-moderniserede iscenesættelse, som er importeret fra operaen i Geneve.
Foto: Camilla Winther
En super-duo bestående af Gisela Stille i titelrollen og Elisabeth Jansson som rivalen dronning Elisabeth, er såvel vokalt som dramatisk overbevisende i tegningen af to stærke kvinder, der ikke blot kæmper om politisk magt og moralsk overhånd, men også geråder ud i en rivende catfight om den samme mand.
Foto: Camilla Winther
Stridens selvforskyldte midtpunkt, Jarlen af Leicester, gestaltes på det ypperligste af intet mindre end et brag af en tenor. Den mexicansk-amerikanske sanger Galeano Salas lægger salen ned med både volumen og følelse – et nyt bekendtskab med forbløffende udstråling, der trækker stort bifald fra et ellers lidt afdæmpet premierepublikum.
Rent ud sagt fremragende eksekveret er nøglescenen i anden akts slutning, hvor de to furier farer i totterne på hinanden, og Maria med rank ryg, stort mod og bredsider af infame beskyldninger lykkes 120 procent med at grave sin egen grav.
Foto: Camilla Winther
At kalde sin dronning en horeunge var ikke en god overlevelsesstrategi ved Tudor-tidens hof, og Elisabeth har intet andet valg, end at underskrive dødsdommen over sin skotske kusine.
På selve skafottet tilgiver Maria sin dronning og bidrager til en tveægget slutning, hvor den sejrende Elisabeth alligevel fremstår som den moralske taber. Plottet er skåret i ret tykke skiver, og selv om det godt kan virke lidt gammeldags, er det ikke spor tosset.
Foto: Camilla Winther
Clements iscenesættelse veksler ganske behændigt mellem forskudte tidszoner, så vi bl.a. får lejlighed til at opleve Elisabeth i tre aldre på hendes rejse fra barn til sammenbidt monark, der må tilsidesætte milde følelser til fordel for tydelig magtudøvelse, designet til at holde sammen på den offentlige opbakning.
Scenebillederne etableres næsten sømløst i smukke plateauer, inspireret af renæssancemalerier tilsat enkelte (lidt for) hitte-på-somme opdateringer i form af paparazzifotografer med videokameraer, der forekommer påklistrede, og måske var årsag til spredte buh-råb ved fremkaldelserne.
En kritik, jeg vel nok fandt noget unfair, men som også ramte Clements opsætning Romeo og Julie i Berlin for nylig af nogen lunde samme årsag.
Foto: Camilla Winther
Sangerholdet imponerede ikke blot i hovedrollerne. Også Johanne Block (Anna Kennedy), Theodore Platt (Lord Cecil) og især Henning von Schulman (Talbot) var en nydelse denne aften, der først og fremmest stod i skønsangens tegn og leverede en absolut seværdig operaoplevelse classic.
Lidt mere krævende opera-aficionados skal nok få lysten styret, når f.eks. Wagners Mestersangerne slår sig løs senere på sæsonen.