CASTOR ET POLLUX • OPERA GARNIER PARIS
★★★☆☆☆
Foto: Vincent Pontet
ANMELDELSE CASTOR ET POLLUX: JORDEN KALDER
Den farverige, amerikanske instruktør Peter Sellars har iscenesat den franske komponist Rameau’s lidt glemte barokopera Castor et Pollux i et usædvanligt clash af Flex-dance, trist ghettovold og galaktiske gigantprojektioner af astronomisk skønhed.
Resultatet er såvel spektakulært som tankevækkende. Gennem hele forestillingen er et dygtigt sangercast flankeret af 14 dansere i street-agtige Flex-koreografier, der i en serie af forskellige tableauer over 5 akter illustrerer alt fra angst, frustration og død til kærlighed, lidelse og brutale slagsmål.
Foto: Vincent Pontet
Flexing er en streetdance-stil fra Brooklyn, New York, der er kendetegnet ved at have sit eget ordforråd og rytmiske brukups med elementer som pauzN, konnectN, GlidN, Getlow og Bonebreaking. Sammen med barokopera skaber det vilde billeder, når operakarakternes sindstilstand krænges ud i moderne dans.
Dansen, sangen og musikken er sat op mod kæmpeprojektioner af den ubegribelige outer space-æstetik, som du måske kender fra James Webb rumteleskopets forbløffende fotos af dansende galakser, der blev frigivet fra NASA for et års tid siden.
Foto: Vincent Pontet
Tvillingebrødrene Castor og Pollux er figurer i den græsk/romerske mytologi. Den ret så indviklede myte om de to søskende handler om broderkælighed og opofrelse.
Castor bliver dræbt i kamp. Pollux beslutter at ofre sig selv, for at bringe Castor tilbage til livet, ved at bytte plads med ham i dødsriget.
Scenen skifter til underverdenen hvor Pollux finder Castor, som tøver med at vende tilbage til livet, da han ikke ønsker, at Pollux skal dø i hans sted. Zeus belønner brødrenes loyalitet og udødeliggør dem begge, ved at installere dem på himlen som stjernebilledet Gemini. Begge er i øvrigt forelsket i en smuk, spartansk prinsesse, der også har aktier i det lidt tågede plot.
I Peter Sellars svært aflæselige version er operaen blevet en slags stjernedans for fred med en pointe a la John Lennons Imagine. Hvornår holder vi op med at slås om landegrænser og bliver et globalt, universelt folk? Som den politiske udvikling arter sig, er spørgsmålet mildt sagt påtrængende.
Scenografien er enkel og ret grim med ganske få sætstykker fra det moderne liv. En bruser med plastikforhæng, en rød sofa, et HTH-køkken og en smedejernsseng. Bum.
Foto: Vincent Pontet
Stjernebilleder eller ej. Operaen afvikles ikke med lysets hastighed. Selv i den hypede græsk/russiske dirigent Teodor Currentzis meget roste læsning kan Rameau’s smukke barokmusik forekomme lang efter knap fire timers spilletid. Pariser-publikummet er imidlertid voldsomt begejstret i den udsolgte Opera Garnier. Vil du dykke yderligere ned i Currentzis, så lyt til hans 2015 album The Sound of Light, som er dedikeret til netop Rameau.
Foto: Vincent Pontet
Jeg har det stramt med denne forestilling, som jeg ganske vist fandt original og periodevist virkelig smuk – men også usædvanlig langtrukken i sin indforståede new-age naivitet. Lidt mere jordforbindelse havde været ønskelig, og vi lander på tre stjerner fra Det Sku’ Du Se.
