GÖTTERDÄMMERUNG • LA MONNAIE BRUXELLES

★★★★★★

Foto: Monika Rittershaus

ANMELDELSE GÖTTERDÄMMERUNG: BRAGENDE FLOT PUNKTUM I BRUXELLES

Instruktør Pierre Audi og dirigent Alain Altinoglu sætter et bragende flot punktum for Bruxelles-Ringen med en formidabel flot produktion af Götterdämmerung, der allerede i løbet af første akt udvikler sig til en både visuel og musikalsk triumf.

Foto: Monika Rittershaus

Et uhyre stærkt sangercast med Ingela Brimberg som Brünnhilde, Bryan Register som Siegfried, Scott Hendricks som Alberich og Ain Anger som Hagen leverer imponerende, vokale præstationer sammen med La Monnaie’s symfoniorkester, der spiller Wagner så flot, som jeg nærmest ikke synes, jeg har hørt det før.

Foto: Monika Rittershaus

Scenograf Michael Simons har placeret ringens sidste del i et skulpturelt univers af monumentale, kubistiske sætstykker, der ligesom svæver vægtløst i scenerummet, som fastfrosset i den bortsprængning af verden, vi godt ved, det skal ende med.

Man bjergtages over lange perioder af disse storslåede, grafiske tableauer og et spektakulært lysdesign, der skaber præcis den højtidelighed, værket er tiltænkt. Forestillingen er ganske enkelt bragende flot eksekveret sammen med Petra Reinhardts semimodernistiske kostumer.

Foto: Monika Rittershaus

Ganske som i Siegfried afholder den drevne stage director Pierre Audi sig fra vandaliserende nyskabelser, og leverer en loyal produktion med sværd, fakler. drikkehorn og referencer til valkyriernes heste i heavy metal. I pausen kan man næsten ikke vente på at komme videre.

Foto: Monika Rittershaus

Anden akt fortsætter med at imponere. Den svenske sopran  Ingela Brimberg leverer en forrygende dramatisk og vokal opvisning i rollen som Brünnhilde i et knivskarpt powerwoman look a la Claire Underwood fra house of Cards.

Optakten til det arrangerede fupbryllup, som er en af Götterdämmerungs dramatiske nøglescener, får nærmest taget til at lette, da omkring 60 kutteklædte kloner indtager rummet og leverer en af de flotteste ensemblescener, jeg længe har set. En forestilling på øverste niveau.

Foto: Monika Rittershaus

Lydniveauet på Wagner er sjældent at kimse ad, men på La Monnaie, som er et af verdens smukkeste, men ikke allerstørste operahuse, samles lyden  i en velgørende, kompakt akustik, der må være alt dét, Wagner har drømt om, da han skabte sit monumentale værk.

Den sympatiske dirigent Altinoglu er rost til skyerne for sit orkesterarbejde med de tidligere episoder i denne Bruxelles-ring. Jeg synes, man må sige, han topper i denne finale. Tak for en stor, givende operaoplevelse, der udløser seks stjerner fra Det Sku’ Du Se. Og til lykke til La Monnaie, der netop er kåret som Operahouse Of The Year 2025 af Oper Awards.