PETER AF FARUM • FOLKETATRET
★★★★★☆
Foto: Büro Jantzen
ANMELDELSE PETER AF FARUM: EMINENT UNDERHOLDENDE TRAGEDIE
Historien om Farum-borgmesteren Peter Brixtofte er et umådelig tragisk stykke danmarkshistorie, serveret som eminent underholdende scenekunst i Folketeatrets aktuelle opsætning. Jens Jørn Spottag rammer hovedkarakteren lige på kornet og løfter forestillingen til fem stjerner hos Det Sku’ Du Se – helt uden sponsorpenge under bordet, kreativ bogføring eller andre fiksfakserier.
Foto: Büro Jantzen
Dramatiker Andreas Garfields manuskript – autofiktion baseret på alt for virkelige begivenheder – balancerer elegant mellem komikken og tragedien, der er sat i Franciska Zahles effektive, stilsikre scenografi.
Store palisanderpaneler in motion indrammer magten og antyder udsigten fra sponsorlounge i Farum Park, kantet af generøse mængder rødvin fra de store huse. Rigtig fede lydkulisster af hård percussion sætter fut i festerne og slipper dæmonerne fri i smart tænkte, pågående sindbilleder.
Foto: Büro Jantzen
Jens Jørn Spottag gestalter titelfiguren med skuespil, der griber, og noget der ligner et kærligt forsvar for mennesket inden i den karismatiske Venstre-politiker Brixtofte, som rutsjede fra den politiske top på en glidebane af fikse aftaler om overfakturering, skjult sponsorstøtte, tvivlsomme låneaftaler og kreativ bogføring. En hel del bøger er udgivet om den spegede sag, hvis du skulle få lyst til at genopleve uhyrlighederne. Det er ikke for børn.
Jens Jørn Spottag er bakket op af et yderst velspillende cast anført af Tina Gylling Mortensen, Carsten Svendsen og Henrik Lykkegaard, flot suppleret af Petrine Agger, Tom Jensen, Camilla Lau, Ulla Vejby, Alexander Bryld Obaze og Sophie-Marie Jeppesen. Rune David Grues instruktion veksler behændigt mellem komedien og den sørgelige, nærmest Shakespeare’ske undergangsfortælling, vi godt ved, vi er vidne til.
Foto: Büro Jantzen
Drak for 150.000 kr. på et døgn var en af de overskrifter, der fik korthuset til at vælte, da BT i 2002 begynde at oprulle borgmesterens lemfældige omgang med skattekronerne og fik ham fældet i en tabloid storm.
Den idealistiske fantast Brixtofte blev kendt for sine pragtfulde ideer om betalte pensionistrejser til kanarieøerne, computere til alle kommunens skolebørn og ægte visioner om at gøre Farum til et sportsligt hotspot, der på én og samme tid kunne holde hånden under kommunens mange unge af mere end 100 nationaliteter, og sætte Farum på danmarkskortet, så Venstres daværende partiboss, træmanden AFR ikke kunne undgå at få det i øjet.
Ideer med schwung var der nok af, og energibundtet Brixtofte var ikke bleg for at køre sin kommunalbestyrelse midt over, feste kritikere i gulvet og skære de nødvendige hjørner, for at få virkeliggørelsen og finansieringen af sine visioner igennem.
Foto: Büro Jantzen
Forestillingens pointe peger velnok mod, at Brixtofte var god nok på bunden. Bare ærgerligt, at bunden sad på alt for mange flasker rødvin i Petrus-klassen, der efterlod både Brixtoftes karriere og kommunekassen med tømmermænd i supersværvægtsklassen.
Efter en ufattelig nedtur og et turbulent slutspil inkl. 2 x 2 års fængselsstraf døde Brixtofte dybt alkoholiseret i 2016. Tre år senere slog hans ældste datter endnu et søm i ligkisten med sin selvbiografiske bog Kun Når Det Regner om at være at være barn af en alkoholiker. Om at tie og holde på hemmeligheder for at beskytte sin fars renommé.
Peter Af Farum er kvalitetsteater, der handler om, at magt korrumperer.Et dygtigt tegnet portræt af et engageret menneske, der ville det bedste, men fór vild i begreberne.