MANON LESCAULT • ZÜRICH
★★★★★☆
Foto: Toni Suter
ANMELDELSE MANON LESCAULT: BARRIE KOSKY PÅ DØDSRUTEN I ZÜRICH
Puccini floppede med sine to første operaer Le Villy og Edgar. Forlæggeren Riccordi var derfor ikke jublende begejstret, da den ambitiøse, men endnu ikke succesfulde Puccini forelagde ideen om at lave en italiensk udgave af Manon Lescault, som franske Massenet havde sat i opera nogle få år tidligere.
Puccini holdt ved sit. Massenets version er fransk og fuld af pudder og menuetter. Min udgave bliver italiensk og pisket frem af desperat passion!
Operaen blev et kæmpe hit ved premieren i Torino i 1893, der snart kårede Puccini som ny konge af italiensk opera, En trone, der blev ledig, da Verdi samme år abdicerede med sit sidste værk Falstaff.
Foto: Toni Suter
Zürich Opera spiller i de europæiske operahuses superliga. Her er min favoritinstruktør Barrie Kosky for tiden aktuel med en vild iscenesættelse af Manon Lescault, der udmærker sig med en slags dekadent døds-maskerade af skelethoveder i kaotiske massekoreografier og prægtige sætstykker.
Kongen af showprægede operaopsætninger skuffer ikke sit publikum.
Foto: Toni Suter
Som vokale trækplastre frister forestillingen frem for alt med den pragtfulde, russiske sopran Elena Stikhina, flankeret af den spændende italiensk/albanske tenor Saimur Pirgi.
Musikalsk hæfter man sig under alle omstændigheder især ved Puccinis blændende komposition, der veksler mellem gribende, følsomme stemningsbilleder i fuldfed orkestrering og hitprægede arier, der sender tydeligt varsel om de hits, der senere vil følge i La Bohème, Madame Butterfly og Tosca.
Foto: Monika Rittershaus
En schweizisk anmelder ved siden af mig fik i 2. akt set sig rigtig vred på Kosky’s ’larmende’ stage direction, og gjorde mine til at forlade salen, men blev holdt tilbage af Zürich Philharmonikernes fremragende fortolkning af Puccinis musik. En topklasse oplevelse.
Manon Lescault handler om rasende begær og to mænd, der kæmper om den samme kvinde.
Den unge student Des Grieux er løbet med Manons hjerte, men kan ikke levere på økonomi. Manon kaster sig snart i armene på den stenrige liderbuks Geronte, der kan fodre hende med alle de østers, vodkashots, diamanter og guldsmykker, hun forventer i bytte for sin kærlighed.
Foto: Monika Rittershaus
Pointen er, at Manon måske har fortjent sin skæbne, da hun kort før en hastigt improviseret flugt med poser fulde af ædelsten, pågribes af politiet for prostitution, fængsles og udvises til Louisiana/USA hvortil Des Grieux følger hende i en gribende sidste akt, hvor musikken næsten løber med det hele. Wow!
Kosky’s iscenesættelse er som vanligt af høj, visuel kvalitet og forfølger i denne aftapning et skarpt skåret roadmovie-koncept, hvor hovedkaraktererne køres rundt i handlingen i skiftende hestevogne af tydelig, social signalværdi.
Foto: Monika Rittershaus
Det meste af tiden omgivet af stort kor og et hav af statister i en karneval’sk dance macabre på dødsruten mod det endeligt, Manon skal møde som straf for sit utæmmede, materialistiske begær.
Et ubetinget underholdende, spektakulært take på Puccini, der godt nok har udfordret puritansk indstillede kritikere, men udløser fem Stjerner hos Det Sku’ Du Se.
