VALKYRIEN • LA SCALA MILANO
★★★★★☆
Foto: Teatro alla Scala | Brescia e Amisano
ANMELDELSE VALKYRIEN: KONVENTIONEL FANTASY I STJERNECAST PÅ LA SCALA
Anden del af den skotske instruktør Sir David McVicars iscenesættelse af Wagners Ring på Scala operaen i Milano åbner i bål og brand. Ud af flammer og røg vakler det, som viser sig at være den fremragende heltetenor Klaus Florian Vogt i rollen som Siegmund, der skvatter udmattet om på skovbunden. Få øjeblikke senere dukker Sieglinde op og kaster sin kærlighed på ham.
Scenografien og den generelle ambience i denne stort anlagte Valkyrien-produktion søger ganske som McVicars Rhinguldet sidste år et stilsikkert, konventionelt udtryk i sit effektive mix af eventyr og fantasy.
Klipper, borgmure, sværd, ulvepels, drikkehorn. Det eneste, der mangler, er faktisk nogle skæve overraskelser. Det er ikke nødvendigvis en negativ karakteristik. Wagner havde helt sikkert været tilfreds med denne loyale fortolkning af sit ikoniske værk.
Røgen når lige at lægge sig, før borgens ejer Hunding (væmmeligt god Günther Groissböck) kommer hjem fra jagt med sit rakkerpak af ulveskindsklædte skovrockere, der ikke ligner nogen, man har lyst til at møde en mørk nat.
Nu starter balladen, hvor Siegmund trækker Notung-sværdet ud af borggårdens magiske træ, og derefter knalder sin søster til begges udelte fornøjelse.
Foto: Teatro alla Scala | Brescia e Amisano
Blodskammen gennemføres med en selvfølgelighed, der virker grænseoverskridende, hver gang jeg oplever Valkyrien, og man tænker sit om Wagners libretto. Måske var det bare en anden tid.
Både Voigt og sopranen Elza van den Heever som Sieglinde leverer fornemme vokalpræstationer. Orkesteret under ledelse af den kvindelige dirigent Simone Young fremstår overbevisende – specielt strygerne, der spiller med en sugende, dramatisk klang af mørkt træ.
Et festklædt premierepublikum i Milanos fantastiske operahus går til Prosecco-pause med tilfredse miner.
Foto: Teatro alla Scala | Brescia e Amisano
Førsteklasses sangere, anført af en umådeligt velsyngende Michael Volle som Wotan, er i fokus i en lidt lang anden akt, der foregår i et statisk månelandskab af blåsorte klippestykker, der fra tid til anden antager menneskelige skikkelser, afhængig af hvordan de eksponeres af lys, røg og vinkling på drejescenen. På én gang raffineret og faretruende.
Anden akt består primært af ’kammeratlige samtaler’.
Først mellem Wotan og hans hustru Fricka (Okka von der Damerau), der mener, at grænsen for Sigmunds løssluppenhed er nået.
Foto: Teatro alla Scala | Brescia e Amisano
Dernæst mellem Wotan og hans yndlingsdatter Brünnhilde, da han må forklare, hvorfor Sigmunds udødelighed må ophæves. Camilla Nylund lever op til sit ry som tidens bedste Brünnhilde-fortolker med sin ubesværede, vokale kraft og sikre sceneoptræden.
Sidst men ikke mindst i operaens point of no return, hvor uslingen Hunding stikker Siegmund ned bagfra.
Glimtvis skridter en aparte konstruktion af hightech hest rundt på scenen med stålskinnende hoved, monteret på et buet cromstel, spændt på ryggen af en danser, der vækker bange anelser.
Den ikoniske scene med Valkyrieridtet foldes ud som lidt af et antiklimaks, først og fremmest på grund af disse fastelavnsagtige heste, der springer rundt mellem hinanden på bøjede metalben a la paraolympiske atleter, og på en eller anden måde sætter en forkert stemning.
Scenografien er ellers fremragende, og centreret omkring en gigantisk dødsmaske, der fylder hele gulvet, hvorpå og omkring de medvirkende afvikler slutscenen med Wotan, der modvilligt straffer sin yndlingsdatter med indespærring i en ring af ild på ubestemt tid.
Foto: Teatro alla Scala | Brescia e Amisano
En musikalsk og følelsesmæssigt gribende finish, der afrunder en stilsikker forestilling som er tro mod sit forlæg, og ikke i nærheden af vandaliserende påhit.
Højt internationalt niveau og fem stjerner fra Det Sku’ Du Se. Siegfried, Ringens tredje del, har premiere på Scala allerede i juni. Stay tuned.
