MARIE-ANTONIETTE • SKUESPILHUSET
★★★★★☆

Foto: Camilla Winther
ANMELDELSE MARIE-ANTONIETTE: BLODBAD PÅ FØRSTE KLASSE I VISUEL LÆKKERBISKEN
Den spændende instruktør Anna Balslev og teatergruppen Regimentet har begået en bjergtagende undergangsfortælling om den stormombruste Marie-Antoinette, der huserede ved Solkongens hof på Versailles.
Forestillingen er en visuel lækkerbisken med masser af herligt, fysisk skuespil i nyskrevet dramatik af Sonja Ferdinand med rappe replikker, fængende retorik, humor og samfundssatirisk bid.

Foto: Camilla Winther
Skynd dig i Skuespilhuset og oplev dette herlige stykke moderne pudderparyk-teater, der underholder fra start til slut i Laura Løwes pragtfulde kostumer og delikate scenografi.
Regimentets skuespillerkollektiv kender du måske allerede fra den skønne dramatisering Jane Austers Stolthed og Fordom, der væltede Betty Nansen Teatret med en prægtig omgang rutsjebane rom-com – ellers gik du godt nok glip af en teateroplevelse. En prisvindendende forestilling, der også så var iscenesat af Anna Balslev med et take, der på nogle måder går igen, her i den udsolgte sal i Skuespilhuset/Mellemgulvet.
Foto: Camilla Winther
Denne gang handler det om Frankrigs sidste dronning, den ikoniske forlystelses-hvirvelvind Marie-Antoinette, der var hustru til Louis den 16., og med sit uhørte fråseri siges at have udløst den franske revolution, og endte sit luksusliv i guillotinen.
Jo, det er hende, der tillægges bemærkningen: Har de fattige intet brød? Hvorfor spiser de ikke bare kage? Historien er god, men vistnok ikke sand.
Foto: Camilla Winther
Forestillingen søger ind i personen bag alle myterne. Hvem var hun i grunden, og hvordan lykkedes hun med at være så tonedøv overfor al den sult og fattigdom, der prægede Frankrig dengang i 1880’erne.
Eller som det antydes: Rummer ethvert menneske i virkeligheden ikke alle nuancerne fra sympatisk til usympatisk? Undskyld, det var ikke med vilje, bliver hendes sidste replik, før en corrny slutning placerer al historikken i et opdateret persprktiv. Smart greb. Gå selv ind og se.
Forstillingens clou er en brillant iscenesættelse hvor et tændt cast i storstruttende, ultrahvide hvide rokokokjoler og absurde højthårsparykker giver den gas i et perlende moderniseret rokokospringvand, der langsomt forvandler sig til det blodbad, som blev revolutionens signatur og fik Europas regenter, adel og overklasse til at ryste i bukserne.
Foto: Camilla Winther
Musikeren Viktor Dahl bidrager med live akkompgnement på keyboards, der lægger smukke, medspillende lydbilleder (inkl. en syret version af Madonnas Living In A Material World) til det veloplagte, actionfyldte spil, som fortjener et stort publikum.
Fem stjerner fra Det Sku’ Du Se med en varm anbefaling til et bredt publikum. Spiller til 25. maj, men rygtet har bredt sig og der er rift om billetterne. Afsted med dig! Tag dine teenagere med, hvis du har nogle.