VALKYRIEN • LONDON
★★★★★☆
Foto: Monika Rittershaus
ANMELDELSE VALKYRIEN: BLÆNDENDE KOSKY FORTSÆTTELSE I COVENT GARDEN
Efter en fabelagtig modtagelse af Barrie Koskys opsætning af Rhinguldet på Royal Opera House i London i sidste sæson har der været hysterisk interesse for opfølgeren Valkyrien, hvor samtlige forestillinger blev udsolgt til sidste plads kort efter billetsalgets start i januar. Sammen med dirigent Antonio Pappano indfrier Kosky forventnigerne og leverer en blændende iscenesættelse af Ringens anden del, der blæser både publikum og operapressen omkuld med fem timers musikdramatik på højeste, internationale niveau.
Efter en drilsk afventende, pirrende første akt, der brillerer på sangere og orkesterspil, men holder lidt igen på stagedesign med en kæmpemæssig, bombastisk, sodsværtet borgmur som eneste sætstykke, viser Kosky klassen og slår til med den flotteste anden akt af Valkyrien jeg mindes at have set.
Foto: Monika Rittershaus
Scenen åbner med en faretruende tåget parkeringsplads uden andet udstyr end fem gigantiske gadelamper i en svimlende flot lyssætning, hvor Wotan får selskab af Brünnhilde, inden hustruen Frika kommer trillende ind på scenen i en enorm Rolls Royce og stiger ud i et fashion-drøn af mørkelilla aftenkjole med gulvlang minkpels svunget over skuldrene. Billedet er en blæret modernistisk crowdpleaser og minder i høj grad om et frosset glimt af et Edward Hopper-maleri.
Det er nu, Frika sætter Wotan skakmat og viser, hvem der i virkeligheden bestemmer, da hun forlanger at Wotan stopper Sigmund og Sieglindes incestuøse kærlighedsforhold og får ryddet op i butikken.
Foto: Monika Rittershaus
Som i første akt (og resten af iscenesættelsen) er Jordens guidinde Erda ældet, udsultet og splitternøgen til stede som sandhedsvidne mens fortællingen folder sig ud på vej mod det valkyrieridt, vi skal opleve senere i forestillingen.
Solister og orkesterspil er aldeles formidabelt under direktion af Pappano, der fylder salen med så fed en Wagner’sk klangpasta, at man skulle tro, man hørte en gennemproduceret studieindspilning af ypperste Dolby kvalitet.
Foto: Monika Rittershaus
Det er rent ud sagt fremragende, hvad der foregår, og publikum holder ikke igen med bragende applaus og jublende tilråb, da lyset går ud efter efter, at Sigmund er hugget ned med økse af Hunding, godt hjulpet af Wonas nedrige indgriben.
Wotan synges med stort overskud og scenisk udstråling af den grammy-vindende baryton Christopher Maltman, mens Fricka leveres med iskold overlegenhed af Marina Prudenskaya.
Over dem alle stråler den svenske publikumsfsavorit Elisabet Strid i nøglepartiet som Brünnhilde. En kæmpe sejr for den unge wagnerspecialist, der i øvrigt kan opleves i november/december i Christof Loys opsætning af Tosca på operaen i Helsinki, som tegner til at være en rejse værd.
Foto: Monika Rittershaus
Australske Kosky har angiveligt ladet sig inspirere af de afsvedne efterladenskaber fra hjemlandets dommedagsagtige bushfires i sin fortolkning, der spiller intelligent videre på scenografiske signaturelementer fra Rhinguldet 2024, herunder referencen til asketræet hvorfra Wotan i sin tid knækkede en gren til sit spyd, og på den måde igangsatte en uorden, der ikke synes at tage nogen ende.
Klimadagsordenen ligger som en lurende undertone gennem hele forestillingen, uden at materialisere sig i konkrete opråb eller selvhøjtidelig agitation. Hele iscenesættelsen er så gennemsyret af artistisk kvalitet, at det lige før man synes, billetpriserne omkring vanvittige 3000 kr. pr. billet nærmer sig det rimelige.
Foto: Monika Rittershaus
Valkyrieridtet er set i mange besynderlige udgaver, men afvikles i dette take uden heste, da Kosky har valgt at fokusere på vakyriernes mission, frem for transportmidlet.(Intet slår alligevel Coppolas kamphelikoptere fra Apocalypse Now.)
Valkyrierne triller syv hospitsals-dobbeltsenge fyldt med indsamlede, forkullede lig af faldne krigshelte i meterhøje opstablinger ind på scenen, før de returnerer til Valhalla, hvor de døde soldater skal indgå i Wotans specialstyrker. Den ikoniske, hvirvlende musik afvikles selvsagt til topkarakter.
Snart efter indledes den kendte slutscene, hvor Wotan dømmer Brünnhilde til evig søvn på en klippeafsats, omsluttet af flammer, som kun den modigste mand kan trænge igennen. (Siegfried er planlagt til premiere i marts 2026.)
Foto: Monika Rittershaus
Branden er hensat til et gigantisk, hult træ, hvori Brünnhilde skjules, inden træet byder ud i buldrende flammer i et sceneteknisk bonanza, det har taget Koskys setdesigner Rufus Didwiszus og hans team af teknikere næsten to år at udvikle. Det er helt vildt.
En gribende finale og et fænomenalt punktum for denne top hypede opsætning, der er tro mod sit klassiske forlæg men alligevel fortolket og eksekveret på en måde, der forekommer velgørende frisk og moderne, og ikke efterlader den mindste tvivl om fem stjerner fra Det Sku’ Du Se og en enig, international presse.
