STILETTO • LONDON
★★★★☆☆
Foto: Johan Persson
ANMELDELSE STILETTO: NYSKREVET MUSICALDRAMA I STORFORM
Nysgerrighed belønnes på Londons Charing Cross Theatre i hvælvingerne under togstationen af samme navn, hvor et nyskrevet, romantisk musicaldrama folder sig ud i overraskende storform.
Plotmæssigt minder denne veneziansk lokaliserede cocktail af mord, kærlighed og bedrag velnok om en af Aperol Spritz med for meget is, hvor historien bliver tyndere og tyndere, jo længere man dykker ned i den. Alligevel er Det Sku’ Du Se og resten af publikum ved at tabe kæben af overraskelse og beundring.
Hold da helt fest et overbevisende sangercast af unge sprudlende kunstnere, bakket op af et stærkt spillende orkester på 15 musikere, der eksekverer komponisten Matthew Wilders melodiske partitur på smukkeste vis. Et score, der henleder tankerne på den svulmende flotte musik fra Skønheden og Udyret.
Foto: Johan Persson
Historien udspiller sig i 1800-tallets Venedig, hvor kastratsangere havde omtrent samme status som rockstjerner har i dag. Op mod 5.000 drenge, alle fra fattige familier, blev kastreret årligt, for at beholde deres lyse vokal og måske få en karriere, der kunne forsørge familien – hvis drengen da overlevede indgrebet i det hele taget. Auvs!
En gusten baggrund, hvorpå David Gilmore (nej, ikke ham fra Pink Floyd) har iscenesat Tim Luscumbes ikke uefne libretto, der blander en stribe af de sædvanlige, teatralske motiver i et underholdende flow.
Den eftertragtede, unge kastratsanger Marco er i stald hos en sanglærer, der tillige har forelsket sig i ham. Selvfølgelig kommer rig komtesse på tværs. Det romantiske drama udvikler sig, da komtessen overtaler Marco til at flytte ind i paladset under hendes beskyttende vinger. (De unge kastratsangere var også yndede sexobjekter af grunde du nok kan gætte dig til.)
Foto: Johan Persson
Marco, der føler sig som et udskud, har mødt en ligesindet i den sorte slavedatter Gioia, der har fortryllet ham med sin ypperlige stemme. I forbindelse med en koncert i paladset opstår tumult hvor den sorte sangerinde beskyldes for at have dræbt præsten med en stiletkniv, det er lykkedes hende at vriste fra en racistisk tilhører.
Foto: Johan Persson
Alle ved imidlertid, at det var komtessens hensynsløse ægtemand, der stod bag drabet, ligesom det viser sig, at han i årevis har bedraget stat og bekendte for en formue for at finansiere sit tølperagtige luksusliv.
Vil hans homoseksuelle elsker spytte ud med sandheden, da den sorte sopran Gioia står for at blive hængt i den flot eksekverede finale? Vil den stumme dreng, der så det hele, pludselig tale?
Foto: Johan Persson
Hvordan det hele ender, er nogenlunde så forudsigeligt som en jysk motorvej. Alligevel går man derfra med en virkelig god musicaloplevelse, der fortjener en upscale iscenesættelse og måske lige et plottwist eller to, der kunne skabe tiltrængt surprice.
Stiletto er som musicalproduktion ikke stor og grandiøs nok til at konkurrere med Blockbusters som Les Miserables, Moulin Rouge og Hamilton.
Men er du en nysgerrig musicalfan med hang til et godt show, kan jeg så absolut anbefale denne forestilling for sit fremragende unge cast, god musik, pletfri afvikling og en Maggiterning af semiautentisk scenografi i flot lyssætning, der får det hele til at ende på fire stjerner fra Det Sku’ Du Se. Stiletto spiller til 15. juni.
