LE GRAND BAL• CPH STAGE
★★★★★☆

Foto Romain Tissot
ANMELDELSE LE GRAND BAL: CPH STAGE SKUDT I GANG MED ET BRAG
CPH Stage er skudt i gang med den forrygende, energiske danseforestilling Le Grand Bal som imponerer med en vedkommende fortælling i bragende fysisk overskud gennem betagende 60 minutters energiudladning.
Le Grand Bal er baseret på et narrativ med udgangspunkt i Corona pandemiens isolation og længsel efter det tabte fællesskab.
Otte karakterfulde dansere ’gemt’ som tilskuere tilfældige steder på stolerækkerne synes at bryde ud af en zombielignende krampetilstand til tonerne af et blæret, medrivende technobeat soundtrack. Syge på vej mod helbredelse? Natsværmere, der udklækkes og søger flaksende mod lyset på tærsklen til en ny æra?
Lidt efter lidt samles danserne i heftige massekoreografier, magtfuldt eksekveret i moderne dans og street-varianter af hiphop, mens en drømmefanger på bagvæggen af det nøgne scenerum forstærker fornemmelsen af feberdrøm og trance.
Resultatet er en spektakulær, musikalsk og ultra dynamisk danseforestilling, der underholder fra først til sidst på Skuespilhusets store scene i franske Compagnie Dyptiks opfindsomme koreografier.
CPH Stage diverterer med en bred vifte af forestillinger indenfor dans performance, musikteater, standup, nycirkus og megen anden modig og opdateret scenekunst, som er værd at se. Tjek programmet på nettet.
Fem stjerner fra Det Sku du Se til en velkurateret og vellykket åbningsforestilling. God fornøjelse på CPH Stage 2025