THE GREAT GATSBY MUSICAL • LONDON COLISEUM
★★★★☆☆

Foto: Johan Persson
ANMELDELSE THE GREAT GATSBY LONDON: FØRSTEKLASSES PRODUKTION. ANDENKLASSES MUSICAL.
The Great Gatsby er flyttet ind i London Coliseums imponerende teaterrum med en ny musical, der giver den fuld show-pedal i ekstravagant stagedesign, dazzeling koreografier og pragtfulde kostumer. Men der er noget ved det hele, der ret hurtigt bliver tydeligt for et festklædt, forventningsfuldt publikum: Det er ikke en særlig god musical.
Trods den spektakulært eksekverede grandiositet, som inviterer salen indenfor i de brølende tyveres overdådighed og dekadence, runger det af tomhed i det stort opsatte show. Handlingen er rodet fortalt, og man kommer aldrig ind under huden på figurerne, der fremstår som endimensionale glansbilleder.
Kun delvist lykkes det at kolportere de fine lag af melankolsk, sentimental passion, som bærer F. Scott Fitzgeralds originale roman. Et ikonisk værk, der fejrer 100 år for udgivelsen her i 2025, og som pt. kan opleves i en blændende god dance-version på Operaen i København. Hvis du ikke har set Det Kgl’s seksstjernede opsætning endnu, er det bare om at komme afsted!
Foto: Johan Persson
Først og først og fremmest har London musicalen, som er importeret fra Broadway, et musikalsk problem. Musikken, der er komponeret af Florence Welch, engelsk singer/songwriter og frontfigur i indierock-grupen Florence & The Machine, har været et stort samtaleemne.
Meningerne er delte om blandingen af moderne musicalmusik af orkestral poptype og ’Gatsby Jazz’ fra 1920’ere, der fremkalder æraen med et nyt twist. Jeg tilhører den gruppe af anmeldere, der ikke finder resultatet ret vellykket.
Trods det store orkester og ambitiøse arrangementer sætter musikken sig ikke ordentligt igennem.
Man bliver aldrig grebet af fortællingens lækker-sørgelige melankoli, der udfoldes i Jay Gatsbys kejtede forsøg på at nærme sig den Daisy, han har elsket så længe, og som er kernen i fortællingen sammen med portrættet af den glitrende, amerikanske drøm – og dens dunkle bagside.
Foto: Johan Persson
Forestillingen leverer på scenografi og formidable dansenumre pakket i en vidunderlig iscenesættelse af ekstrem rigdom og Long Island-overklasse efter første verdenskrig.
Det melankolsk/dramatiske plot har potentialet til at kunne blive en mægtig Puccini opera, bare ikke i dette treat, hvor Puccini for længst havde fyret sine librettister i mangel på effektiv storyline og persontegning, der kalder på indlevelsen og medfølelsen.
Foto: Johan Persson
The Great Gatsby fremstår trods sin overdådige iscenesættelse som et underlig hult stykke musicalteater, der skyder med hele våbenarsenalet, men ikke rammer skiven særlig godt.
Det bliver ved fire stjerner fra Det Sku’ Du Se. Sammenlignet med modtagelsen i britisk teaterpresse er det til den høflige side.