SIEGFRIED • TEATRO ALLA SCALA MILANO
★★★★★☆
Foto: Brescia/Amisano Teatro alla Scala
ANMELDELSE SIEGFRIED: VELGØRENDE KLARHED UDEN KREATIV PROVOKATION PÅ LA SCALA
Wagners Ring fortsætter i David McVicars stilsikre iscenesættelse på Scala operaen i Milano, hvor publikum forkæles af et beundringsværdigt cast med Klaus Florian Vogt, Michael Volle og Camilla Nylund i front.
Foto: Brescia/Amisano Teatro alla Scala
Produktionen fokuserer i høj grad på at fremstille handlingsforløbet uden for mange dikkedarer i et eventyrligt, men enkelt stage design, der giver plads til at nyde Wagners storslåede musik, serveret med følelsesmæssig dybde og omhyggelig balance, hvori sangerne kan stråle.
McVicars greb er klarhed, der på den ene side er velgørende, men som også efterlader kræsne operagængere med fornemmelsen af uforløst potentiale.
Orkesterspillet kommer livligt fra start under Simone Young, som er fløjet ind efter at have dirigeret Salome i Zürich operaen aftenen forinden i Andreas Homokis syrede, modernistiske iscenesættelse, som jeg selv havde fornøjelsen at anmelde.
Foto: Brescia/Amisano Teatro alla Scala
Her i Milano er instruktøren anderledes loyal overfor forlægget, hvor Mimes smedje i en underjordisk grotte danner ramme om anstrengelserne for at genskabe det fortryllede sværd Notung af de splintrede rester, som overlevede slutningen af Valkyrien.
Foto: Brescia/Amisano Teatro alla Scala
Snart efter gælder det en af Ringens nøglescener, tredje dels coup de theatre, som indtræder kort inde i anden akt, hvor den frygtløse heltetenor Siegfried møder kæmpen Fafner i et afgørende showdown.
Fafner vogter guldet i en klippehule, nu transformeret til surrealistisk drage gestaltet som gigantisk skelet, usynligt animeret af sortklædte sceneteknikere i effektfuld scenografi af døde træer i forvredne, menneskelignende positurer.
Kampen bliver aldrig rigtigt en kamp men lander som lidt af et antiklimaks, hvorefter energien på mærkværdig vis ebber ud af iscenesættelsen.
Svøbt i sit ledemotiv, den smukke hornfanfare i overlegen artistisk leverance, drager Siegfried videre ud i skoven, hvor vi skal følge hans færd mod bjergtoppen, ledt af sin mor i skikkelse af en fugl, hvis sprog han pludselig forstår, efter at have fået drageblod på læben.
På en klippeafsats venter Brünnhilde (stærkt men også lyrisk fortolket af Camilla Nylund), som Siegfried vækker fra den evige søvn så kærligheden mellem de to kan blomstre. Wotans store plan ser ud til at lykkes, men lad os nu se, når Ringens fjerde og sidste del Götterdämmerung rammer La Scala fra 1. februar 2026.
Foto: Brescia/Amisano Teatro alla Scala
På linje med kollegerne i den internationale operapresse spørger jeg mig selv hvad der mangler i denne Siegfried opsætning, som gør alt det rigtige, men på en eller anden måde mangler det ekstra gear, der gør aftenen uforglemmelig trods det definitivt høje niveau på teknisk og artistisk eksekvering.
Som det var tilfældet i både Rhinguldet og Valkyrien forekommer iscenesættelsen af Siegfried velnok lidt for konventionel i fraværet af de kreative provokationer, man forventer af en moderne operaforestilling på dette niveau.
Mindre end fem stjerner fra Det Sku’ Du Se vil dog alligevel være upassende.
