SALOME • OPER ZÜRICH
★★★★☆☆
Foto Paul Leclaire
ANMELDELSE SALOME: SYRET RETRO-SCI-FI I ZÜRICH
Topsopranen Elena Stikhina er imponerende stærk i Zürich, hvor den populære instruktør og operachef Andreas Homoki takker af med en genopsætning af sin syrede, avantgardistiske retro-sci-fi fortolkning af Salome: Musikdramatik af en kaliber, der kryber ind under huden på publikum.
Operaen var et modernistisk nybrud og du får lige en lynlektion: Efter sine to første operaer ledte Richard Strauss omkring 1905 efter en ny fortælling med tilstrækkelig sprængkraft til at gøre treeren til et gennembrud, der kunne både høres og mærkes.
Foto Paul Leclaire
Valget faldt på den excentriske, homoseksuelle forfatter Oscar Wildes skuespil Salome, der allerede havde vakt fuore i England med sit skrappe erotiske indhold og lag efter lag af hudløse psykologiske afdækninger.
Den besættende historie blev kombineret med et overraskende nyt musikalsk univers, hvor Richard Strauss gjorde sig fri af sine musikalske bånd til Wagner.
Succesen var hurtigt hjemme, og operaen er i dag blandt de hyppigst opførte indenfor det moderne repertoire.
Foto Paul Leclaire
Med sit spegede plot er Salome måske ikke ligefrem en begynderopera, men et værk, der allerede er en ny-klassiker, og som bør ses, når lejligheden byder sig. Det er en enakter, der normalt afvikles på under 1,5 time.
Den sympatiske og yderst succesfulde teaterchef og instruktør Andreas Homoki takker af på Zürich Opera efter 14 år, der har budt på den ene triumf efter den anden. I hans iscenesættelse af Salome topper stjernesopranen Elena Stikhina castet med dramatisk styrke og vokalt overskud i et af operagenrens mest udfordrende partier.
Homoki har hensat historien til en besynderlig ikke-verden af modernistiske, pangfarvede sætstykker af geometrisk, skulpturel karakter. Formentlig for at fritlægge karakterernes komplicerede psykologi og således skære fortællingens sjæl ind til benet.
Hvad vi oplever, er menneskelig råddenskab udmøntet som korrumperet magt, incestuøst overgreb og infantilt begær uden hæmninger.
Foto Paul Leclaire
Orkesterdirektionen af Simone Young er upåklagelig og bærer forestillingen frem med al den vildskab og originalitet i kompositionen, som Strauss introducerede med Salome og videreførte i værker som Elektra og Kvinden Uden Skygge.
Foto Paul Leclaire
Ensemblet optræder bl.a. i besynderlige Månebase Alpha overalls, der mimer soldaterne ved Kong Herodes hof. Nogle vil nok mene, at iscenesættelsens insisterende greb i højre grad virker som modspil end medspil.
Som du formentlig ved, handler historien om kongedatteren Salomes rasende begær efter den tilfangetagne Johannes Døberen, som afviser hendes tilnærmelser – hvilket kun gør det hele endnu værre.
Efter at have givet efter for sin stedfars lyster danser Salome De syv slørs dans for ham – en slags maskeret incest, hvor præmien er Johannes Døberens hoved på et fad, så Salome kan kysse hans læber i en vanvittig finale. Som Oscar Wilde sagde: Sex handler om magt.
Forestillingen trækker vild jubel fra salen og ligner ikke noget jeg tidligere har set.
Et flot kunstnerisk manifest og en værdig Zürich-afskedssalut fra en stor instruktør, som fra 19. september kan opleves med en lovende mega-opsætning af Jesus Christ Superstar-musicalen med flere hundrede medvirkende i Hangar 4 i Berlins nedlagte Tempelhof lufthavn.
Fire stjerner fra Det Sku’ Du Se til Salome. Stærk kunst, der udfordrer sit publikum på godt og ondt.
