DON GIOVANNI • MÜNCHEN
★★★★★☆
Foto: Geoffey Schied
ANMELDELSE DON GIOVANNI: KNALDFLOT RUNDFORVIRRET NYFORTOLKNING
Den tyske instruktør David Herman stiller op til øretæver med en knaldflot nyfortolkning af Don Giovanni på München Staatsoper.
Foto: Geoffey Schied
En insisterende anderledes produktion af Mozarts klassiker ruller over scenen i et dristigt, innovativt stage design, holdt nogenlunde på plads af den fremragende, faste dirigent Vladimir Jurowskis sikre greb om Mozarts storslåede partitur.
Hermans opsætning er forsynet med flere ambitiøse, svært gennemskuelige lag af ekstemporeret kontekst, der fra første øjeblik gør forestillingen ubetinget original – og ubetinget svær at hitte rundt i.
Herman starter historien bagfra, så vi møder Don Giovanni i et lava-boblende helvede, hvor han er klar til sex med en lige så villig Donna Anna, der lige skal et smut på badeværelset.
Foto: Geoffey Schied
Nu sker der noget rigtig mærkeligt. To guder fra dødsriget, Proserpina og Pluto, dukker op i knaldrøde suits, og som ved et trylleslag kryber Proserpina ind i Don Giovannis krop!
Fra da af er Don besat af gudinden, der er på besøg fra dødsriget. Der er altså en kvinde inden i den kvindesultne mand.
Nogle gange har Proserpina angiveligt medlidenhed med de andre kvinder, hun forfører i Don Giovannis skikkelse, andre gange finder hun selv en grusom fornøjelse i sin rolle.
Foto: Geoffey Schied
Det hele foregår i en moderne, cool designerarkitektur med labre scenografiske effekter, som da et komplet bryllupskontor på rådhuset klapper op fra scenegulvet ved at vende rundt om sig selv på vejen op i den jordiske virkelighed.
Forinden har Don dræbt Kommandanten ved at knipse på hans pande, hvorefter et hold autentiske paramedicinere er rykket ind med hjertestarter og moderne ambulanceudstyr.
Og det er til tider ret morsomt at se på scenen. For eksempel når den rasende Donna Elvira forvirrer de ventende bryllupsgæster på rådhuset hvor der selvfølgelig også er et homo-bryllup i gang.
Proserpinas jaloux gemal dødsguden Pluto, blander sig igen og igen i handlingen, der forekommer at sejle rundt i flere samtidige lag. Til sidst forvandler Pluto sig til den døde kommandør og tager med Don Giovanni tilbage til helvede. Helt med er man aldrig.
Foto: Geoffey Schied
Instruktørens idé er dygtigt udført, men svær at blive klog på, ud over de vage referencer til tidens kønsdebat.
Nogle medier kalder Hermans greb en vaklende, mytologisk overbygning, der godt nok tilfører forbavselse og subtil humor, men mest af alt unødig forvirring. Bliver det en bedre opera? Njaaa.
Musikalsk forekommer det samlede indtryk sært uforløst, uden at man rigtigt kan sætte fingeren på noget. Den tysk/rumænske baryton Konstantin Krimmel er stærk i titelrollen såvel vokalt som dramatisk, ligesom rollerne som Leporello, Donna Anna og Zerlina er besat af sangere på højt kunstnerisk niveau.
Don Giovanni er en spændende, men også noget rundforvirret aften i operaen, hvor modet til at turde det opsigtsvækkende dog alligevel belønnes med fem stjerner fra Det Sku’ Du Se.
