REGIMENTETS DATTER • MÜNCHEN
★★★★☆☆
Foto: Geoffrey Schied
ANMELDELSE REGIMENTETS DATTER: STARS ON STAGE LØFTER LET OPERAKOMEDIE
Internationale operastjerner og hæsblæsende korsatser i eminent udførelse smykker Damiano Michielettos opsætning af Regimentets Datter på Staatsoper i München, der har Donizettis bel canto klassiker på programmet som en del af sommerfestivalen 2025.
Foto: Geoffrey Schied
Den fængende spanske sopran Serena Sáenz er en nydelse i titelrollen som regimentets Supergirl og kæledægge, der lykkes hele vejen med partiets akrobatiske koloraturarier. En rolle, der i sidste sæson blev varetaget med tilsvarende succes af uimodståelige Pretty Yende.
Allerstørst er selvfølgelig forventningerne til det berømte tenorparti, hvor den forelskede Tonio stjæler showet i sin ikoniske arie, hvor ikke mindre end ni høje C’er skal sidde i skabet på et par minutter, da den forelskede ungersvend melder sig ind i regimentet for komme tæt på skønne Marie.
PR foto
På scenen har vi her i München den amerikanske supertenor Lawrence Brownlee, der har specialiseret sig i bel canto, og det er en oplevelse at høre ham udføre kunststykket med så lad en ynde, som var det en almindelig dag på kontoret.
Foto: Geoffrey Schied
Michielettos ganske vellykkede iscenesættelse er munter og let. Handlingen er ikke større, end at den kan klemmes ind i et patronhylster. På den måde virker Regimentets Datter som løst krudt ved denne festival, der sagtens kan tåle et mere udfordrende repertoire.
På den anden side handler en operafestival også om at tilgodese bredden i sit approach til publikum.
I Regimentets Datter er et førsteklasses cast et must, og her leverer Bayerischer Staatsoper fornemt i forestillingen, der i nogle medier kritiseres for sin fjollede slapstick romantisering af soldaterliv.
Det må de nok hellere snakke med Donizetti om!
Paolo Fantins scenografi forekommer en smule underspillet med et romantisk, sydtyrolsk skovmotiv blæst op på et kæmpemæssigt backdrop som eneste sætstykke i hele første akt.
Foto: Geoffrey Schied
Ideen udvikler sig imidlertid positivt i forestillingens anden del, hvor skoven bliver til et kæmpemaleri i Marquis’ens palæ, som hele regimentet bryder igennem bagfra med bajonetter, støvetramp og god værkstedshumor i finalen, hvor tingene skal sættes på plads og de rigtige elskende skal forenes.
Den musikalske oplevelse er førsteklasses, men måske er der bare noget med Bel canto-genren i almindelighed, der ikke er rigtig er Hot Opera stuff i disse år, hvor mere komplicerede musikalske værker af Janacek, Wagner og Richard Strauss synes at ramme tidsånden bedre.
Trods ubetinget dygtigt kunstnerisk håndværk lander vi på fire stjerner fra Det Sku’ Du Se til en forestilling, der er sød, men også noget uambitiøs på et operahotspot som dette.
