DEN INDBILDT SYGE • GRØNNEGÅRDS TEATRET
★★★★★☆

Foto: Bjarne Stæhr
ANMELDELSE DEN INDBILDT SYGE: NOGET NÆR PERFEKT SOMMER-TEATER
Afsted til Grønnegårds Teatret! Det skønne outdoorteater i Bredgade disker op med et skuespillercast af højeste kvalitet, når Moliéres klassiske hypokonder-komedie stryger over scenen i en usædvanlig veldrejet og veloplagt omgang sommerteater, der kan kurere selv den ondeste tilbage-til jobbet-efter ferien depression.

Foto: Bjarne Stæhr
Ensemblet anføres af en bragende god Olaf Johannessen, der sætter overliggeren højt og lokker det allerbedste ud af sine medspillere, hvor Ann Eleonora Jørgensen, Andrea Øst Birkkjær, Nicolai Jørgensen og Mikkel Arndt m.fl. skiftes til at betage publikum med eminent solo-og samspil, når de dribler sig gennem et af komedierepertoirets mest elskede værker.
Latrinær humor er en gennemgående faktor i denne skønne opsætning, og lad os nu bare blive i lingo’en og konstatere: De spiller simpelthen røven ud af bukserne!

Foto: Bjarne Stæhr
Laura Löwes pistaciegrønne, auditorielignende scenografi af døre, trapper og skjulte lemme er både delikat og åben for narrestreger. Den veltænkte dekoration omfavner en operationsstue-lignende hospitalsbriks som eneste rigtige sætstykke, hvorom skuespillerne i herlige kostumer flokkes i højt hår og højt tempo med eminent timing, kun afbrudt af publikums spontane applaus.

Foto: Bjarne Stæhr
Instruktør Charlotte Munksø har iscenesat med sans for detaljen og tydelig kærlighed til komedien – og man morer sig helt enkelt gevaldigt fra start til slut. Olaf Johannesens vrissent-desperate spil er i særklasse og hele aftenen værd.

Foto: Bjarne Stæhr
Grønnegårdsteatrets 2025-aftapning står som noget nær perfekt sommerteater, du skal skynde dig ind og se.
Der er fem raske stjerner fra Det Sku’ Du Se til Den Indbildt Syge, som spiller indtil den 24. august. Skynd dig!



