DON GIOVANNI • AIX-EN-PROVENCE

★★★★★☆

ANMELDELSE DON GIOVANNI: SERIEKRÆNKER I NYT ORIGINALT GREB

Den engelske instruktør Robert Icke leverer en visuelt imponerende krænker-iscenesættelse af Don Giovanni ved festivalen i Aix-en-Provence, hvor den italienske baryton André Schuen er slick som bare pokker i titelrollen. Iscenesættelsen ser med nye briller på den intense, nærmest magnetiske tilknytning, som alle kvinderne føler til Don Giovannis kynisk forførende og moralsk frastødende figur. Originale greb og høj artistisk kvalitet scorer fem stjerner fra Det Sku’ Du Se.

Produktionen er båret af designersmarte interiørs og yderst velproducerede videoklip blæst op på bølgede bagtæpper i fuld scenebredde – et greb, der tilføjer en blæret 3D dynamik til den sort-hvide videoæstetik.

Den markante dirigent Sir Simon Rattle bringer det bedste frem i orkesteret, der med høj volumen, effektive tempi og en moderne, homogen klang, leverer et rankt, magtfuldt lydbillede, som blødes op til mageligt i de forførende, lyriske passager.

Uslingen Don er drønstærkt bakket op af sydafrikanske Golda Schultz som Donna Anna og New Zealand’ske Madison Nonoa som Zerlina. Således er der kridtet op til en førsteklasses operaoplevelse, da man ret hurtigt får en overraskelse.

Don Giovanni, smurt i blod fra knuste kvindehjerter, synes allerede fra starten døende, da hans karakter på en måde, jeg ikke helt kan redegøre for, er smeltet sammen med Il Commendatore, som han snart dræber, og derefter installerer i en slags hopitals/hotelsuite på førstesalen af bagscenen!

Blandt instruktørens mange andre interessante greb er seancen, hvor op mod 20 kvinder af passende diversitet iført bikinier og Miss World agtige skråbånd passerer over scenen, mens tjeneren Leporello opregner antallet af Dons erobringer, der samtidig blæses op på et kæmpe scoreboard, som man kender det fra ishockey- og håndholdhaller.

Et andet af instruktørens greb, som jeg dog finder lidt på kanten, er at tilføje en pige på 8-12, år der slippes ind på scenen med sin bamse og ender i armene på Giovanni.

Barnet gestalter angiveligt Donna Annas dobbeltgænger og en naiv ungpigedrøm om kærlighed. Når Don kærtegner hende på scenens midte, tilføjer det en nærmest pædofil vinkel som er ulækker – men ikke desto mindre fuldbyrder karaktermordet.

Måske det også derfor, Leporello sjældent er set stærkere og mere aggressiv end i denne opsætning.

Festivalen har netop modtaget den prestigefyldte Birgit Nilsson pris på 1 million dollars, som for første gang er uddelt til et kompagni og ikke til enkeltpersoner som f.eks. Plácido Domingo, Nina Stemme og dirigenten Richardo Mutti, som er blandt de tidligere modtagere.

Prisen har nok i høj grad været møntet på den karismatiske teaterchef og instruktør Pierre Audi, som en årrække har været chef for festivalen, men som pludselig døde under et besøg i Kina i begyndelsen af maj.

Sidste år færdiggjorde Pierre Audi Bruxelles-ringen med to succesfulde haste-opsætninger af Sigfred og Götterdämmerung efter at en af mine favorit-directors, stjerneinstruktøren Romeo Castelucci havde kastet håndklædet ind.

Jeg talte med den skarpe, men også sympatiske Audi til efterfesterne ved begge premierer og han var cool og selvsikker nok til at betro mig: Castellucci kan være spændende, men da det kom til Ringen, kunne han ikke håndtere narrativet! (Slask/lussing).

Æret være hans minde.