TOSCA • OPERAEN
★★★★★☆
Foto: Miklos Szabo
ANMELDELSE TOSCA: VELDREJET CROWDPLEASER
Kasper Holtens imødesete opsætning af Puccinis mesterværk Tosca er en veldrejet crowdpleaser med overrumplende, intelligente greb og imposante scenografier, der i lange perioder tager pusten fra publikum.
Alligevel var der noget sært uforløst over Operaens fortolkning af verdens bedste opera ved premieren denne solbeskinnede søndag i august. Først og fremmest levede den italienske sopran titelrollen Francesca Tiburzi kun delvist op til forventningerne og måtte endda lægge ryg til spredte buh-råb under fremkaldelserne. En sjældenhed i Operaen, men ikke noget særsyn i feks. Berlin, hvor publikum ikke holder sig tilbage med mishagsytringer. Lad os være ærlige: Det havde ikke været pænt dernede.
Ikke ét sekund troede man på kærligheden mellem divaen Tosca og den revolutionært indstillede kunstmaler, fritænkeren Caravadossi (anderledes stærkt vokalt leveret af den velklingende italienske tenor Matteo Lippi). På samme måde forekom karaktertegningen af flere sideroller vag – måske et bevidst valg for at koncentrere fokus omkring operaens tre nøglefigurer.
Foto: Miklos Szabo
Ellers altid leveringsdygtige Johan Reuther syntes ikke at føle sig helt hjemme i rollen som operarepertoirets bedste baryton-skurk, politichef Scarpia, der i denne opsætning var iklædt en fortolkningsparat hvid uniform i modsætning til figurens sædvanlige terrorlook i fascistisk sort og ond læder.
Så vi antydningen af Scarpia som ufrivilligt, måske ligefrem uskyldigt offer for den politiske instrumentalisering af kunsten, der synes at være omdrejningspunktet for Holtens iscenesættelse? At lægge tidsaktuelle referencer i operaens klassikere er som bekendt en disciplin, hvori begavede stage directors viser klassen.
Philipp Fürhofers mega-scenografi var tæt på at snuble over egne ben i operaens første del hvor gigantiske, semitransparente malerier dækkede lidt rigeligt for store dele af aktionen og parkerede publikum på distancen, ind til den forrygende Te Deum-scene fik operapulsen til at dunke blandt de 1.500 tilskuere. Et gennemført delikat lysdesign toppede den ikoniske sekvens.
Foto: Miklos Szabo
Te Deums unisone finale med max. volumen på sangere og orkester er og bliver et af operagenrenrens absolutte højdepunkter.
Den visuelle oplevelse løftede sig til det forbløffende i en forrygende flot anden akt, hvor raffineret anvendelse af hæve/sænke plateauer gav dramatisk dynamik i thrilleroperaens dygtigt konstruerede torturscener med en slags dobbelteksponering af magtens polerede upside og brutale downside.
Tredje akt tog førsteprisen for bedste vokalpræstation,da Lippi leverede et af operaens greatest tenorhits Lucevan Le Stelle (Og Stjernerne Blinkede) til aftenens eneste spontane applaus.
En cadeau, som Toscas signaturarie og forestillingens sædvanlige showstopper Vissi d’arte ikke var i nærheden af at kunne sole sig i. Fraset fra en fabelagtig kjole manglede tiltelrollen impact og karisma. Premierenerver?
Foto: Miklos Szabo
Tosca er med sit effektive plot, en overskuelig spilletid og helt vidunderlig musik en lækkerbisken for enhver operafan og et perfekt sted at starte hvis man vil ind i genren.
Foto: Miklos Szabo
Alt i alt en sæsonåbner, som i lange stræk leverede varen, men indimellem efterlod publikum med et uforløst indtryk.
Intelligente instruktør-greb og spændstigt stage design sikrer dog fem stjerner fra Det Sku’ Du Se. Tosca er stadig verdens bedste opera.
