LOHENGRIN • BAYREUTH 2025
★★★★☆☆

Foto: Enrico Nawrath
ANMELDELSE LOHENGRIN: WAGNER BLUES I BAYREUTH
Top dirigent Christian Thielemann åbner Bayreuth festspillenes produktion af Lohengrin med en umådeligt velspillet ouverture, som afvikles i buldrende mørke og antyder en række af de stemninger, vi skal møde i Wagners tidlige eventyropera om den mystiske Svaneridder.

Foto: Enrico Nawrath
Snart efter går tæppet for den mildt sagt opdaterede middelalderhistorie, der nu udspilles omkring en Fritz Lang Metropolis agtig retro-industriel transformatorstation med elmaster og rå sætstykker af oversize high voltage industriaffald fra en nær fortid.
Ridder Lohengrin er kort sagt kommet for at sætte strøm til eventyrlandet Brabant, hvor det noget indviklede helteepos udspiller sig mellem spoler med oprullet ledning, dinglende kabler og blinkende lys.
Befolkningen i Brabant er gestaltet som en koloni af møl-lignende insekter, der hjælpeløst drages mod den nærmest religiøst ophøjede strømforsyning.

Foto: Enrico Nawrath
Konceptet dyrker sammenstødet mellem modernitet og den gamle orden. Det hele er sikkert og insisterende æstetisk farvesat i blåt, blåt og blåt – undtagen i en elektrificeret voldtægtsscene, hvor farven skifter til rød.
Fortællingen handler dybest set om tro og tvivl og er et stykke antiautoritær samfundskritik, skabt i årene op til, at anarkisten Wagner selv gik på barrikaderne i den såkaldte Dresden revolution.
Som Elsa, der skal reddes fra falske anklager, nydes den helt fremragende sydafrikanske lyrisk/dramatiske sopran Elza van den Heever, overbevisende flankeret af den polske stjernetenor Piotr Beczala i titelrollen, som gør sin entre sammen med en fortolkning af svane, der mest af alt ligner det ikoniske, amerikanske B2 stealth bombefly.
Den ukonventionelle amerikanske instruktør Yuval Sharons terrarieagtige insektkostume-koncept kulminerer i Lohengrins kamp til døden mod den onde Telramund, der er blevet afvist af Elsa og vil have hende ned med nakken.
Duellen foregår flyvende højt over scenen – og ender med Telramunds fald og ydmygelse, da Lohengrin storsindet skænker ham livet.
‘Trøsten’ fra Telramunds søster Ortrud er et spark i skridtet og et par på kassen til den lusede taberbror, hvis comeback i anden og tredje nu afventes med spænding af wagnerianere med kendskab til historien. Et egentligt handlingsreferat vil jeg ikke kaste mig ud i.
Første akt slutter med et brag og buldrende applaus fra et festklædt Bayreuth publikum, der allerede har fået mere end de kom efter.
I anden akt går der for alvor Wagner i den, da operaens to kvindelige kombattanter Elsa og Ortrud mødes i et stormvejr af musikalsk pragt. Den lange scene er forsynet med prægtige projektioner af dramatisk himmel, men lykkes på sær vis at forblive scenisk uspændende trods Thielemans mesterlige håndtering af Wagners innovative partitur.
Finalens store bryllup (vidste du at bryllupsmarchen/Here comes the bride stammer fra Lohengrin?) er en magtdemonstration af opspændt højtidelighed, eksekveret i en overdådighed, der ikke er hverdagskost, selv for en trænet Wagner anmelder.

Foto: Enrico Nawrath
Det hele ender naturligvis galt, da Elsa lokkes til at stille det forbudte spørgsmål: Hvem er du, Lohengrin? og alt, hvad der ligner en happy end falder til jorden med et brag.
Piotr Beczala er overbevisende i titelrollen men næsten lidt for flink, og karakteren blegner overfor Ólafur Sigurdarsons herligt ondskabsfulde Telramund. Det er dog Miina-Liisa Väreläs skarpe Ortrud, der løber med det meste af begejstringen.
International operapresse har været temmelig kritisk overfor denne 2018 produktion, der fik chancen igen ved 2025 genopsætningen, som jeg var inviteret til. Sandt er det, at man kan gruble længe over insekt-metaforen og det el-gigantiske stage design uden at blive meget klogere på ideen.
Operaopsætninger bør give mening, også uden at man skal slide sig gennem hele programbogen for at deschifrere koderne.
Men alligevel. Sikken en aften! Det bliver fire stjerner fra Det Sku’ Du Se til en visuelt stærkt imponerende omend lidt overekstemporeret omgang Wagner-blues.



