JULIUS CESAR • SALZBURG FESTSPIELE 2025
★★★☆☆☆
Foto: Monika Rittershaus
ANMELDELSE GIULIO CESARE IN EGITTO: BUNKER KULLER I SALZBURG
Knapt er man kommet på plads i Haus Für Mozart ved Salzburg operafestspillene, før tudende alarmsirener raserer den forventningsfulde stemning og skarpe spots flakker hysterisk søgende rundt over publikum i den ellers mørklagte sal.
Hvad sker der? Ikke så få publikummer kigger mod nødudgangene. Har Putin et horn i siden på den russiske instruktør? Er det alvor?
Foto: Monika Rittershaus
Snart ser vi, at Dmitri Tcherniakov har anbragt os i en slags neo-realisme af kæmpe koldkrigs beskyttelsesrum konstrueret af armeret beton, gittervægge og tunge ståldøre, hvor aktørerne myldrer ind, mens puds og betonsmulder drysser fra loftet af rystelserne fra de eksplosioner, der angiveligt hærger ovenpå.
Selv tekstanlægget er gået i breaking-mode med rullende, blinkende opfordringer til ikke at forlade rummet.
Julius Cæsar har nedkæmpet fjenden og er nu klar til at modtage egypternes hyldest i sit bunkerskjul – men ikke alt går, som han havde ventet.
Som en slags velkomstgave præsenteres Cæsar for liget af sin modstander som han ellers havde lovet asyl, og nu tårner problemerne sig op.
Foto: Monika Rittershaus
Händels Julius Cesar blev et af komponistens allerstørste operahits og er fyldt med knivskarp barokmusik af ypperste kvalitet. Den franske dirigent Emanuelle Haim er ekspert i genren og leverer en tempofyldt lydside af sprød barokklang, der klæder operaens op mod 40 arier plus det løse.
Handlingen er et spindelvæv af magtspil og intriger, der skyller over scenen i en hvirvelstrøm af koloraturer, varetaget af et noget anonymt cast, hvor nærmest kun kontratenoren Christophe Dumaux som Cesar formår at skille sig positivt ud.
Foto: Monika Rittershaus
Olga Kulchynska som Cleopatra er dog skøn som tarvelig, men også fræk tøjte i pink paryk og billig pels, der sender den romerske feltherre på frierfødder.
Bunkerkonceptet er skarpt set, men som mange skarpe, konceptuelle ideer viser det kontroversielle stagedesign sig problematisk at komme ud over.
Foto: Monika Rittershaus
Scenografien udvikler sig aldrig yderligere, og det bliver ærlig talt temmelig ensformigt gennem fire timers opera, hvor der ikke sker så frygtelig meget andet, end at aktørerne drøner ind og ud i et plot baseret på virkelige hændelser, der er næsten umulige at holde rede i.
Tcherniakovs fortolkning er modig og fuld af aktuelle, politiske undertoner, men svigter sit publikum med en alt for lang, næsten avantgarde opsætning, der synes at lukke sig om sig selv.
Tre stjerner fra Det Sku’ Du Se. Man får bunker-kuller, simpelthen.
