DE VILDE KANINER • ØSTRE GASVÆRK
★★★★★☆

Foto: Emilia Therese
ANMELDELSE DE VILDE KANINER: FABULERENDE POETISK KONCERTTEATER
Gnags teaterkoncerten De Vilde Kaniner slipper et stort ensemble af skuespillere, sangere, musikere, dansere, musicalperformere og cirkusartister løs i et fabulerende poetisk megashow i Østre Gasværks imposante scenerum. En sprudlende femstjernet forestilling, der hylder glæden, mangfoldigheden og fællesskabet – og minder os om noget, vi måske er ved at glemme.

Foto: Emilia Therese
Gnags har været en del af soundtracket til danmarkshistorien gennem de sidste 40 år. Forestillingen, der er blevet til på idé fra den initiativrige og entreprenante teaterchef Søren Møller iscenesætter en række af bandets mest markante numre i en patchworkagtig, samlet, replikløs historie, der handler om at stå op for noget så uncool som tolerance, fællesskab og åbenhed.
Peter AG’s empatiske hverdagspoesi folder sig ud med rockpoetens velkendte strejf af varme, humor, og sproglig finurlighed i farverige plateauer på gulv, orkesterbalkon og i høj grad frit svævende i luften. Der er noget for øjet fra start til slut i denne stort opsatte forestilling på landets bredeste teaterscene. der er taget i fuld anvendelse i rutinerede Heinrich Topp Christensens effektive iscenesættelse og scenografi af Palle Steen Christensen.

Foto: Emilia Therese
Kæmpemæssige kaniner pustes op og gynger med, når musikken rulles i ud i opdaterede arrangementer og fortolkninger af bagkataloget, hvor et velspillende band både leverer tunge, rockede beats i tætte lydbilleder, reggae/salsa-agtige safari-rytmner og enkle, på én gang sfæriske og nære arrangementer, der spreder lyrik i smukke, slowrockede semiballader som Kærester og Når Jeg Bli’r Gammel.
Ambitiøse videodesigns afviklet med Gasværkets blærede Theater Max® teknologi indrammer løjererne med magisk stjerneglans, kaskader af vand eller rørende naive animationer, der underbygger tekster og følelser fra gruppens kendte hits – fra underlige fisk til ture med hunden i kort snor gennem byen, slingrende ned ad Vestergade med klippede ører. Bare rolig, de er der alle sammen.

Foto: Emilia Therese
Showet sætter i gang med et prægtigt anslag, hvor en militant klike af kjoleklædte forstadsfruer bevæbnet med liguster-hækkesaks går til angreb på mangfoldigheden og minder os om, at det på ingen måde er ligemeget hvem du er, hvis du skal være velkommen her.
I disse tider, der synes at søge konfrontationerne frem for fællesskaberne, trænger vi i dén grad til nogen der kysser vores næse og nulrer vores ører før selvtilstrækkeligheden bliver kronisk.

Foto: Emilia Therese
De vilde kaniners lange ører er gennem hele forestillingen en metafor det skæve, det oprørske, det udfordrende og normbrydende, som et uklart defineret, reaktionært bedsteborgerskab med parcelhuse og kaffemaskiner prøver at holde nede.
I hvert fald i en venstresnoet optik, som vel også er en del af Gnags varemærke som det var for de fleste danske bands op gennem 70/80’erne.
Jeg har det stramt med politisk pop, men i Gnags’ tilfælde, hvor empatien synes bærende er det til kapere. Søren Torpegaard Lund og Sofie Topp Christensen leverer flotte præstationer i spidsen for et tændt ensemble der yder en prægtig holdindsats.

Foto: Emilia Therese
Finalen går cirkus-amok i et kodylt Mr. Swing King univers der minder rigtig meget om Sgt. Pepper stemningen i For The Benefit of Mr. Kite hvis du ellers kan din Beatles.
Der er kort sagt rigtig meget gang i den i Ida Marie Ellekildes fabulerende, farverige kostumer, hoppebolde og rulleskøjter – og lad så være, at der undervejs er perioder, hvor hele hurlumhejet måske kører lidt i ring.
Festen er et faktum! Det samme er fem stjerner fra Det Sku’ Du Se.



