RINGEN • STAATSOPER BERLIN

★★★★☆☆

Foto: Monika Rittershaus

ANMELDELSE WAGNERS RING: STORE IDEER MØDER STORE PENGE I BERLIN

Med en stærk, omend ikke 100% vandtæt konceptuel idé og et fabelagtigt stagedesign overrasker den russiske instruktør Dmitri Tcherniakov det kræsne berlinerpublikum med en markant, innovativ fortolkning af Wagners Ring på Staatsoper Unter Den Linden.

Produktionen har udskiftet Valhalla med en gigantisk forsøgslokation, der kunne være en James Bond setting værdig – et afsondret, skurkagtigt, neurovidenskabeligt, forskningscentrum, hvor sider af den menneskelige psyke afdækkes gennem studier af indespærrede forsøgspersoner, overvåget af hvidkitlede laboranter og jakkesætklædte ledere med Wotan i spidsen for Ringens galleri af overvejende nederdrægtige karakterer.

Foto: Monika Rittershaus

Forskningscenteret består af et byggeri i tre underjordiske etager i fuld scenebredde, der ikke alene kan køre op og ned, men også forskydes sidelæns så hver etage kan slide til højre/venstre og lede os ind det ene nye rum efter det andet.

Syrede laboratorieinteriørs med brikse klargjort til tvangsfiksering, cool designermødelokaler med marmorvægge, et smukt auditorium i bøgetræspaneler, GYM med basketballbane og en gusten kælder hvor forsøgspersoner synes indespærret i et halvt hundrede kaninbure.

Det er sådan, det ser ud, når store ideer møder store penge.

Det er indlysende, at et så radikalt, modernistisk take som Tcherniakov lægger for dagen, fra tid til anden giver mindre mening i forhold til dét, der rent faktisk bliver sunget – og at man i samme ombæring må undvære nogle af de sædvanlige Ringen highlights i den forventede udførelse.

Efter at have overværet både Romeo Castellucci/Pierre Audis først vilde, derefter sikre Ringen i Bruxelles og David McVicars ret traditionelle fortolkning på Scala operaen i Milano er det forfriskede at se, at Tcherniakovs dristige fortolkning rent faktisk formår at modernisere værket uden at det fuldkommen slipper jordforbindelsen. Og dog…

Rhinguldet etablerer den samlende idé om Wotans forkningsenter som eksperimentarium for det menneskelige sind og guider os rundt i det visuelle koncept mens handlingstrådene lægges ud.

Foto: Monika Rittershaus

Et sandt stjernecast toppes af Michael Wolle i en overlegen præstation som Wotan. Jeg har hørt ham en del gange efterhånden, men sjældent bedre end i denne opsætning, hvor han medvirker i alle Ringens fire afsnit.

I Valkyrien med Eric Cutler som Siegmund og en helt formidabel Vida Miknevičiūtė som Sieglinde træder Wotans hutru Fricka i karakter og insisterer på, at søskendeparrets upassende lovestory skal stoppes og sværdets magi neutraliseres. Nu starter balladen som bekendt for alvor.

Foto: Monika Rittershaus

Afgørende nøglescener skuffer imidlertid bravt. Valkyrieridtet er henlagt til auditoriesalen, hvor Valkyriersøstrene ankommer drypvis som en slags studerende der bare smider sig hist og pist i highschool-tøj og headphones for at iagttage en online-lektion hvor Siegmund møder sit endeligt, monitoreret af sindrige computersystemer i en blæret videografik, der minder om noget fra Robocop.

Værre bliver det i den ikoniske klippetop-scene hvor Wotan straffer sin yndlingsdatter Brünnhilde med evig søvn i en uigennemtrængelig cirkel af ild.
Scenen foregår igen på auditoriets stole, der samles hulter til bulter i midten af lokalet uden anden ild end de flamme-kruseduller Brünnhilde tegner med en touch på stoleryggene. Come on!

Afskedsscenen mellem far og datter er leveret i overlegen artistisk kvalitet, hvor jeg dog måtte overgive mig til tapre tårer.

Iscenesættelsens huller til trods kvitterer publikum også denne aften med et stormende bifald, der i allerhøjeste grad er møntet på dirigent Christian Thielemann og Staatskapelle Berlin i en musikalsk leverance af gribende intensitet og solister af sublim klasse. Anja Kampe er ganske enkelt en fænomenal Brünnhilde.

Foto: Monika Rittershaus

Både i Siegfried og Götterdämmerung forekommer iscenesættelsen låst i sit koncept, der langsomt tager karakter af gentagelser. Andreas Schager er en stærk oplevelse i titelrollen, klædt, (selvfølgelig) i ung-kæk lyseblå Adidas træningsdragt. Episodens clou, kampen mod dragen, er moderniseret derhen, at Siegfried kommer i slagsmål med en mere eller mindre tosset forsøgsperson på centeret, der går slange-amok i en spændetrøje. Snart efter kommer en køn, ung laborant ind i rummet og vifter med en fugl, der nu viser vej til Brünnhilde på bjerget – dvs. gennem hele centeret og ned i kælderen.

Originalt, men så langt fra det mytologiske forlæg, at det bliver lidt udvendigt. Instruktøren har har hældt (lidt for) mange af værkets storladne kvaliteter ud med badevandet for at gennemtvinge et moderne snit.

På sidstedagen imponerer Götterdämmerung med vidunderligt orkesterspil, mens ingen af de visuelle nøglepunkter, man har vænnet sig til i Wagners original, endnu optræder i genkendelig form.

Foto: Monika Rittershaus

Siegfried stikkes ned og dræbes på en basketballbane i forsøgscentrets indre. Den endelige afsked foregår på en ambulancebåre i et koldt mødelokale. Der er intet brændende Valhalla/forsøgscenter, intet ligbål, ingen verden der styrter i grus, for at en ny kan opstå. Blot et antiklimaks af en rulletekst til sidst, der fortæller at enden på kærlighed er det samme som enden på verden.

Opsætningen er stærkest i sine to første episoder, men taber momentum i de to sidste, hvor konceptet begynder at gå, ja undskyld, lidt i ring.

Tcherniakovs Ring er under alle omstændigheder forfriskende ukonventionel. Jeg oplevede fascination og tordnende applaus salen, men også både kritik og misbilligelse i foyeren.

Staatsoper Unter Den Linden leverer endnu en gang en betagende operaoplevelse af høj, kunstnerisk klasse. Der er fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.