MJ • HAMBORG
★★★★☆☆

Foto: Matthew Murphy
ANMELDELSE MJ: MICHAEL JACKSON MUSICAL DELER VANDENE
Michael Jackson myten glimter ligesom diamanter og er simpelthen for værdifuldt stof til at lade ligge urørt, trods behjertede forsøg på at køre The King of Pop på røv og albuer ud af musikhistorien, efter stribevis af saftige skandaler og pædofile anklager.
MJ The Musical spiller i dag over hele verden og overraskede mig ved at være lidt mindre forrygende end forventet.

Foto: Matthew Murphy
Musicalen, der fokuserer på prøverne til Dangerous-turnéen i 1992, tegner et billede af den kreative kunstner og sublime artist, som Michael Jackson var, uanset hvordan man vælger at læse hans eftermæle.
Historien er ikke et biografisk portræt i kronologisk orden, men et fikst komponeret medley af nedslag i MJ-historien, der fører os fra en skrap opvækst gennem succeserne med Jackson Five til solokarrieren, der eksploderede med Thriller og senere slog stort set alle rekorder i underholdningsindustrien.

Foto: Matthew Murphy
Karrieren sluttede brat inden den planlagte, storstilede This Is It koncertrække med 50 koncerter i streg på O2 Arena i i London 2009-2010.
18 dage før premieren døde Michael Jackson af en overdosis propofol (et kraftigt narkosemiddel) – hele affæren broadcastet som breaking news worldwide under hysterisk mediedækning. Jacksons personlige læge Conrad Murray blev efterfølgende dømt for manddrab og afsonede to ud af fire års fængselsstraf.
Den fremragende dokumentarfilm om forberedelserne til koncertserien, som jeg også selv var på vej til London for at se, gav smagsprøver på, hvad vi desværre gik glip af. Resten er historie.
Hvor selve historien synes gumpetungt fortalt i tempofattige, ret ordinært forfattede dialogscener, brillerer dansenumrene til gengæld med koreografier i verdensklasse.
Med mere end 25 af Jacksons ikoniske hits kan det næsten heller ikke gå galt, når der også er generøs scenografi og state-of-the-art lysdesign til rådighed. Et par poetiske intermezzoer, hvor MJ danser sammen med Fred Astaire og Bob Fosse i Hollywood-inspirerede drømmesekvenser, løfter det artistiske niveau på grundfortællingen, der fremstiller MJ som en enestående, hyperkreativ artist af en anden og bedre verden, men også som et kærligt, måske naivt og sårbart offer for sin egen showbiz- maskine, der bare vil have mere og mere.

Foto: Matthew Murphy
Musicalen styrer uden om de kontroversielle emner og fokuserer på sit overvældende sceneshow, bragt til live af et knivskarpt danseensemble og et fremragende backingband, der leverer Beat it, Billie Jean, Blame It On The Boogie, Smooth Criminal og alle de andre, så taget letter.
MJ er et must for fans, og trods sin noget tunge historieafvikling og blinde vinkler, der deler vandene i den internationale kritik, et ubetinget underholdende show, der minder os om hvor stor en stjerne Michael Jackson var. God fornøjelse.

Foto: PR



