Instantly revoke approvals on your crypto wallet securely at Revoke Cash.
Discover secure trading on Whales Market, the peer-to-peer marketplace for crypto points and pre-market tokens.
Encountered the "unknown error bullx withdrawal"? Quickly resolve it at Bullx Neo.
Access deep liquidity and efficient swaps via DLMM at Meteora Solana Pool.

PARADIS OG PERI • STAATSOPER HAMBORG

★★★★★☆

Foto: Monika Rittershaus

ANMELDELSE PARARDIS OG PERI: MUSIKALSK GODBID I STÆRK ISCENESÆTTELSE

Banen er kridtet op af smuk poesi. Englen Peri er bortvist fra Paradis og kan ikke vende tilbage før hun har fundet tre gaver i Skaberens smag, der kan formilde omstændighederne og genåbne himlens porte. Schumanns oratorium fra 1843 i moderne operaopsætning er en musikalsk lækkerbisken i forbløffende iscenesættelse af Tobias Kratzer.

Foto: Monika Rittershaus

På vores usle, kriseramte jord samler hun det sidste kys fra to elskende, der vælger at dø sammen frem for at lade sig adskille af en pandemis rasen, det sidste suk fra en døende oprører, og tårer fra gammel mand, der med ét forstår sit eget liv ved at reflektere over Next Generation i en klimaudfordret fremtid. Først efter to afvisninger lykkes det hende at komme hjem til Paradis. Eller vil hun slet ikke tilbage alligevel?

Foto: Monika Rittershaus

Oprindelig en persisk, mytologisk fortælling i en gendigtning af den irske poet Thomas Moore, som den tyske komponist Robert Schumann har brugt til et oratorium af høj musikalsk klasse for stort orkester, kor og solister.

Foto: Monika Rittershaus

Den nyudnævnte kreative chef for Hamborg operaen Tobias Kratzer, som de senere år har høstet priser og anerkendelse blandt andet for et publikumshit af en innovativ Tannhäuser i Bayreuth (læs anmeldelsen her på Det Sku’ Du Se) har i sin åbningsforestilling overrasket ved at iscenesætte dette ellers lidt miskendte oratorie som scenekunst. Resultatet er forrygende og har fået tyske og internationale anmeldere op at ringe.

Som teateroplevelse er Paradis og Peri en musikalsk lækkerbisken i en særdeles original semi-staged udførelse, der bevæger sig i en gråzone mellem opera og koncert. Kratzer har helt bevidst søgt det ukonventionelle som et statement i bestræbelsen på at sætte en ny dagsorden for Hamborg operaen, der har fået et lidt støvet image gennem de senere år.

Kratzer vil slippe fantasien og ikke mindst overraskelserne løs i sine kommende produktioner, og det lover godt for den ressourcestærke opera, der er så nem at besøge fra Danmark.

Peri er en ensembleforestilling hvor kun titelpersonen for alvor skiller sig ud, gestaltet af den fremragende sopran Vera-Lotte Boecker.

Undervejs brydes den 4. væg flere gange, f.eks. da en rasende kvindelig publikummer går buuh-amok under den blodige slagsmålsscene, og ingen i salen ved, hvad der er op og ned på situationen.

Forvirringen gentager sig lidt senere, da den grædende, ældre mand viser sig at være en hulkende, velklædt pensionist på 9. række – og igen, da Peri mod slutningen kravler rundt på stolerækkerne i en form for soft opera-stagediving hjulpet frem af publikums fremstrakte hænder, mens storskærms livevideo, skudt fra scenen, følger løjerne. Flotte, massekoreograferede korscener sætter prikken over i’et i en mur af vellyd.

Foto: Monika Rittershaus

Alt i alt en spektakulær, musikalsk berigende og skarpt skåret 90 minutters sceneoplevelse for den nysgerrige teatergænger, der scorer fem stjerner for sit mod fra Det Sku’ Du Se.

Man glæder sig til at følge Kratzers kommende produktioner. God tur til Hamborg.