& JULIA • HAMBORG
★★★★★☆

FOTO: Johan Persson
ANMELDELSE & JULIA: PARTY GARANTI I HAMBORG
Den kontrafaktiske popmusical-udgave af Romeo & Julie er fed, fjollet, forbandet godt produceret underholdning i en overdådig scenografi, der bimler og bamler i cool street-rokoko style fra Verona til Paris.

FOTO: Johan Persson
Forestillingen spiller netop nu i det nordtyske musicalmekka Hamborg, hvor Det Sku’ Du Se var inviteret med til festen. Og sikken fest!

FOTO: Johan Persson
Musicalen begynder, hvor Shakespeares stykke ville være sluttet. Romeo og Julie dør i hinandens arme. Men Shakespeares hustru Anne Hathaway bryder ind og forlanger en mere positiv udgang på den veronesiske familiefejde, som indrammer verdens mest berømte lovestory. Ideen er sjov, og viser sig at holde hele vejen til mål. Der ER en grund til at den pt. også spiller for fulde huse i Londons Westend og på Broadway i New York. Lur mig, om vi ikke også snart ser den i DK.

FOTO: Johan Persson
I stedet for at begå selvmord, lægger Julie den tragiske historie bag sig, og drager ud på eventyr for at finde sig selv og en ny kærlighed på egne betingelser.

FOTO: Johan Persson
Helt i tråd med tidsånden tager Julie kontrol over sin egen historie og rejser fra Verona til Paris med sine festglade venner.
Trods problemerne med at komme ind på natklub fordi hun er under 20, bruger hun en playliste med populære hits til at navigere i livet og kærligheden.

FOTO: Johan Persson
Musicalen udvikler sig dermed til en total Backstreet Boys/Britney Spears jukebox med passende oneliners som I want It My Way, Ooops I Did It Again, Tell Me why, Ain’t Nothing But A Heartache, Everybody, Rock Your Body og lignende, retningsgivende ørehængere, der driver fortællingen frem, kun afbrudt af korte, rapmundede dialogsekvenser.
Et helt ualmindelig velspillende band leverer soundtrack’et i optimal lydkvalitet, der får det bedste frem i et tændt cast af gode sangere og skarpe dansere i high energy gruppekoreografier, så man slet ikke kan sidde stille. Blæret lysdesign og dynamisk scenografi lidt hen ad Moulin Rouge sætter prikken over i’et.
& Julia er eminent musicalhåndværk i afdelingen for ren, uforfalsket underholdning. Lette kalorier kan dæl’me også noget. Reklamen lyver ikke. Der er festgaranti!
Fem stjerner fra det Sku Du Se til en fed teateraften. Join the party!



