TEATER TIPS • JUL I LONDON 2025

FRISKE TEATERTIPS TIL DIN LONDON JULEREJSE
Julen i London 2025 er i fuld gang. Perfekt destination til shopping og julehygge – en elsket rejsetradition for mange danskere.
Det Sku’ Du Se er netop landet fra London med helt friske tips til musicals og teater, det er værd at se i Westend lige nu.
★★★★★☆

THE PRODUCERS – FORÅR FOR HITLER
Hylende skæg musicalversion af Mel Brooks vanvittige filmcomedy, der ramte biograferne for 40 år siden og blev til musical i 80’erne. Forbered dig på dansere i stramme paillet catsuits med nazi-armbind, slapstick gags i sublim timing og Hitler som svært overvægtig queer, heilende på et podie af opulente blomsterdekorationer med hagekorset i røde og hvide roser.
En mageløst uforskammet produktion fra øverste hylde med herlig musik og frem for alt fremragende komikere i rollerne som de to svindlere, der prøver at producere en Broadway-fiasko, for at snyde investorerne og stikke til Rio med alle gysserne.
★★★★★★
OLIVER
Wow! Noget af det bedst producerede teater jeg længe har set. Dickens pragtfulde historie om den arme knægt Oliver Twist er et musical-mustsee med sine store, fabelagtigt eksekverede ensemblescener og gribende score.
En rørende og drøncharmerende gavtyvekomedie, fuld af ørehængere, overdådig scenografi og fængende, festlige dansenumre – ikke mindst de uovertrufne Consider Yourself og Got to Pick A Pocket Or Two, hvor den lystige drengebande og hele ensemblet (30-40 skuespillere, sangere og dansere!) forfører Oliver til at blive en del af Fagins børnehær af lommetyve og lurendrejere.
★★★★☆☆
THE MOUSETRAP
Verdens længst spillende skuespil, nu på sin 70. sæson i London. Agatha Christies ikoniske whodunnit trækker stadig fulde huse og er en London klassiker i sin velsmurte oldschool iscenesættelse, hvor en morder skal findes blandt de otte indesneede pensionat-gæster.
Mystikken breder sig, dyster fortid oprulles, løgne afdækkes og overraskende plottwists folder sig ud mens du prøver at spotte, hvem morderen er. Spis på den originale restaurant Ivy lige over for teatret efter forestillingen. Dejlig teateroplevelse af den lidt gammeldags slags, men dét kan også noget.
★★★★★☆
STRANGER THINGS – THE FIRST SHADOW
Der er fuld smæk på special effects i denne teater-prequel til Netflix-serien Stranger Things, der har blæst anmelderne bagover i London med overlegen sceneteknik, visuelle spectaculars og rigeligt med jumpscares, der vil vække selv den mest dorske teenager.
Knaldflot eksekverede gyser-sekvenser er mixet med scener fra et typisk high school-liv, der får det hele til at minde lidt om en skræmmende cocktail af Grease, E.T. og X-files.
★★★★★☆
HARRY POTTER AND THE CURSED CHILD
Den verdensberømte produktion af Harry Potter teaterudgaven Harry Potter Og Det Forbandede Barn er en visuelt overdådig, sceneteknisk forbløffende forestilling med en ret så indviklet storyline.
Sønnerne af Harry Potter og Draco Malfroy får rodet rundt i fortiden med fatale konsekvenser og må ud på en farefuld Time Turner-Mission for at genoprette den oprindelige tidslinje, få styr på historien og måske ovenikøbet bygge bro over gamle stridigheder. Det hele er udført med masser af vidunderlige special effects, ildspruttende tryllestave, slagsmål frit svævende i luften, finurlige tryllegags og ikke mindst nogle helt fantastiske hvide Dementors, som optræder flere gange flyvende rundt i scenerummet som truende kometer af hvid røg. Guf for Potter-fans.
★★☆☆☆☆
GET DOWN TONIGHT
Historien om KC And The Sunshine Band er fed musik fra70’erne – en våd discodrøm smykket i Miami-feeling, spejlkugler og retro partykluns, der er så kikset, at det er svært at forlige sig med, at man selv har haft noget, der ligner.
Men av, av for en skidt jukebox-musical, hvis dramatiske toppunkt er, at hovedpersonen og bandleaderen Casey siger sit job op i pladebutikken og springer ud som homoseksuel. Aha-Aha! Et fedt band leverer heldigvis ultimative discohits som That’s The Way I Like It så ingen kan sidde stille.
God tur til London.








