FIGAROS BRYLLUP • OPÉRA GARNIER, PARIS
★★★★☆☆
Foto: Franck Ferville
ANMELDELSE: FIGAROS BRYLLUP PARIS – SOME-REVOLUTIONEN LIVE
BOOM! Netia Jones sprænger rammerne med en Figaros Bryllup, der føles som en live-streamet revolution midt i Paris’ mest ikoniske operahus.
En insisterende konceptuel idé – bragende godt gennemført – gør Figaro til en tankevækkende og underholdende oplevelse på Opéra Garnier på trods af et sangercast, der indimellem virker lidt på hælene i nogle af Mozarts smukkeste arier.
Den britiske instruktør, der også er anerkendt designer og videokunstner, har rendyrket Figaros Bryllup som en kodyl SoMe-fortælling med bøllebank til karikerede krænkere.
Foto: Franck Ferville
Med et intelligent meta-greb rykkes handlingen ind på selve operahuset, hvor Grev Almaviva nu er teaterchef og indleder med at skridte over scenen for at klappe en af de smækre ballerinaer bagi.
Herfra folder den originale handling sig ud backstage, hvor husets hierarkier spejler det klassiske upstairs/downstairs-forhold, der driver Mozart/Da Pontes Figaro.
SoMe var ikke opfundet, da operaen blev skabt – dengang handlede det om at udstille den urimelige sociale struktur. Napoleon sagde angiveligt, at Figaros Bryllup, baseret på Beaumarchais’ satiriske roman, er “revolutionen in action”.
Det ikoniske operahus med sin fabelagtige trappefoyer, opulente lysekroner og guldspejle bruges som mikrokosmos, hvor tidens kønsproblematikker – seksuel chikane og magtmisbrug – sættes under lup.
Foto: Franck Ferville
‘Undersøgelsen’ foregår i et moderne kostumeunivers med alle nutidige referencer: mobiltelefoner, laptops og backstage-kaos. Vi kigger ind i øvelokaler og påklædningsrum, hvor både greven og Don Basilio er godt i gang med damerne. Figaro er teaterfrisør med hilsen til Barberen i Sevilla, Susanna er garderobedame, og alle karakterer elegant trimmet ind i denne godt tænkte operahus-kontekst.
Foto: Franck Ferville
Scenografien er knaldflot eksekveret – især den gigantiske kostumeafdeling med trapper og tøjstativer i flere etager, inden det hele transformeres til en travl prøvesal, hvor balletskolens dansere tilfører operaen nogle aldeles betagende balletscener.
Instruktørens pointe er ikke grundløs, men enkelte anmeldere har kritiseret produktionen for at være en ensidig feministisk fortolkning, der glemmer for meget af den humor, som er en vigtig del af værkets DNA. På den anden side er 1700-tals komikken ofte så støvet, at man godt kan trænge til frisk luft.
Kunstnerisk samarbejde hviler ofte på ulige relationer, hvor krænkende, sexistisk adfærd over for sangere og dansere udmærket spejler grev Almavivas forhold til sine ansatte – herunder Figaro og Susanna.
Foto: Franck Ferville
Plottets karakterer, deres platte lyster og klamme begær, der normalt latterliggøres med lun komik, er her udsat for aggressiv, feministisk fordømmelse. I finalens store tilgivelses-sekstet – en af operaens mest rørende scener – bliver greven normalt tilgivet af sin hustru. Men ikke her. Instruktøren har aflyst forsoningen, og greven står alene tilbage som en knust mand, på trods af at musikken eftertrykkeligt indikerer en ny begyndelse og medfølelse, som en af de internationale anmeldere bemærker.
Musikalsk er indtrykket pænt uden at være prangende. Som Susanna er den franske koloratursopran og publikumsdarling Sabine Devieilhe støttet af et loyalt hjemmepublikum. Figaro synges med stor energi af den canadiske friskfyr-bariton Gordon Bintner, og tyske Christian Gerhaher scorer sympati som greven. Som grevinden underleverer Hanna-Elisabeth Müller ved denne søndagsmatiné i Dove sono-arien, som ellers er Mozart, når han er allerbedst. Orkestret? Jævnt. Ouverturen? Ikke helt i topgear.
Trods kritikken er dette en anbefalelsesværdig produktion, der med succes opdaterer en klassiker og byder på både humor og seriøs social kommentar. Det er konceptkunst med attitude – og det virker.
Fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.
