NORMA • LA MONNAIE BRUXELLES
★★★★★☆
Foto: Karl Forster
ANMELDELSE NORMA SOM TRAFIKULYKKE I BRUXELLES
Den dristige belgiske designer og multikunstner Christophe Coppens har iscenesat Bellinis 1831 bel canto operahit Norma som en slags trafikulykke på den storslåede Monnaie opera i Bruxelles. Resultatet er visuelt imponerende omend afkodningen af instruktørens bizarre stagedesign kræver stort kørekort.
Foto: Karl Forster
Coppens har et artistisk crush på biler, der i hans fantasifulde optik fungerer som kraftcentre, hvori vi mennesker tumler med alle vores små og store følelser.
I disse mobile kraftværker udlever operaens karakterer deres psykologi i et spænd, der rækker fra brændende kærlighed til smadrede forhåbninger, fortvivlelse, bedrag og iskold hævn.
Operaen udspiller sig i det romersk besatte Gallien og handler om Norma, en druidisk ypperstepræstinde og hendes hemmelige kærlighed til besættelsesmagtens konsul som forlader hende til fordel for en yngre model. En historie om kærlighed, forræderi og opofrelse, der kulminerer i Normas død.
Casta Diva-arien – udødeliggjort af Maria Callas – leveres fornemt af den mørkt klingende britiske sopran Sally Matthews, som er et flot syn i skarpt fashion look med isblondt Marilyn Monroe hår, sort rullekravesweater, stramme sorte jeans og Dr. Martens-lignende støvler.
Et cool designerlook, der går igen i hele iscenesættelsen, hvor Coppens både har stået for scenografi, kostumer og den overordnede konceptuelle idé.
Foto: Karl Forster
Der er simpelthen biler over det hele i mange forskellige udgaver. Den romerske konsul Pollione gør sin entre på taget af en snedækket folkevogn der er skudt op gennem scenegulvet. Her trykker den potente italienske tenor Enea Scaladen den første af sine kraftfulde arier af med selvtillid, charme og lækkert hår.
Lidt senere, da hans interesse for den galliske druide-skønhed Norma er kølnet, knalder han selvfølgelig den unge smækre Adalagisa i en cabriolet, der svæver til himmels mens løjerne står på.
Foto: Karl Forster
Tidligere har Norma rørt vores operahjerter med Casta Diva – med en ophængt bil dinglende over sig i en højde der ikke efterlader mere end 10-15 cm mellem titelrolleindehaverens kranie og bilen, der pendulerer over hende med tændte lygter. Spotlight på en ny måde – noget af et syn!
Foto: Karl Forster
Da karaktererne ramler sammen mod slutningen af anden akt sænkes en slags gigantisk lysekrone af kaotisk demonterede bildele ned fra loftet i spektakulær lyssætning mens jalousidramaet udspiler sig. Stærk, kreativ fortolkning af uro på bagsmækken eller helt ude i hampen? Døm selv.
Coppens mener at operaverdenen tager for få chancer. Jeg skal love for, at han i denne opsætning prøver at gøre noget ved problemet.
Alt i alt en voldsomt ekstemporeret iscenesættelse, der lige netop overlever på grund af sit imponerende omend svært afkodelige design.
Musikalsk gør operaen sig først og fremmest indtryk ved sine fabelagtige korstykker. Orkesterspillet under Georges Petrou forekom ujævnt specielt i første del. hvor flere uskarpe flere blæserindsatser gjorde sig uheldigt bemærket.
Foto: Karl Forster
Som akkompagnement for de monumentale korstykker spillede orkestret sig imidlertid helt op i anden del og løftede denne besynderlige men også elementært underholdende oplevelse på et Europas absolut førende operashuse.
Produktion er faktisk fra 2022 hvor den akkurat nåede tre opførelser med sammenlagt et par hundrede tilskuere i super spredt sikkerheds-seating, før corona lukkede festen. Forestillingen er nu genopsat med præcis samme cast som dengang.
Som du véd belønner Det Sku’ Du Se gerne dristigheden, også selv om den i dette tilfælde er tæt på at køre ud i rabatten.
Fem stjerner til Christophe Coppens Norma.
