ENDNU EN DAG I GUDS SKABERVÆRK • SKUESPILHUSET
★★★★★☆

Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
ANMELDELSE: RASENDE GOD IBEN HJEJLE I VRED SAMFUNDSSATIRE
Iben Hjejle er intet mindre end blændende i rollen som Lotte – en kvinde på kanten – i Skuespilhusets skarpe dramatisering af Katrine Marie Guldagers roman Endnu en dag i Guds skaberværk. Her hænges livet, kærligheden og »systemet« til tørre med humoristisk distance, så tragedien bliver til at bære.
Forestillingen er en vred, men også varm og kærlig socio-doku, der langer ud efter et velfærdssamfund, som fumler med sikkerhedsnettet, når det virkelig gælder. Der er kortere til bunden, end du tror.

Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Hvor kort? Det oplever Lotte – med Hjejle i topform – da hun rammes af en perfekt storm: Dumpet af kæresten, urimeligt fyret, viklet ind i et mystisk dødsfald og mødt af sociale myndigheder, der tror, et CV-kursus kan redde verden.

Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Guldagers fortælling om vrede kvinder er elegant bearbejdet af instruktørtalentet Camille Sieling Langdal, der har placeret dramaet i en rå baggårdsscenografi med krakeleret fundament – et visuelt ekko af forestillingens pointe.
Der er punch i replikkerne og dynamisk flow, pisket frem af en storspillende Hjejle, som leverer det, hun gør bedst: knivskarp, rapmundet, moderne kvinde i vulkansk raseri over de urimeligheder, hun påføres af uduelige mænd, tåbelige veninder, slatne kolleger og systemets repræsentanter – fra dorsk politi til en nybagt socialrådgiver med livserfaring omkring nul.

Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Det ville være super trist, hvis det ikke var så sjovt. Endnu en dag er samfundssatire med bid, men også med varme og humor, der gør det hele til at bære.
Hjejle har stærkt selskab af Alexander Bryld Obaze som genfundet papsøn i en smuk historie om at lukke kærligheden ind. Forestillingen spiller halvanden time uden pause – og uden døde punkter.
Fem stjerner fra Det Sku’ Du Se.



