TOSCA • OPERA BASTILLE PARIS
★★★★☆☆
Foto: Elisa Haberer
ANMELDELSE TOSCA I PARIS: FINALEN INGEN HAR BEDT OM
Bastilleoperaens genopsætning af Tosca er en smuk, loyal og effektiv produktion af Puccinis elskede thrilleropera. Men hvad sker der lige for Pierre Audis finale? Engelsborgs ikoniske tårn er skiftet ud med en pandekageflad, nedbrændt slagmark. Hvorfor?
Foto: Elisa Haberer
Adam Smith er et scoop som den fritænkende kunstmaler Cavaradossi i sin anmelderroste pariserdebut – selv om Bastilleoperaens akustik giver ham en lidt skarpere klang end godt er.
Foto: Elisa Haberer
Elena Stikhina leverer Tosca med storslået vokal og dramatisk autoritet, mens Alexey Markov er ond som bare pokker i rollen som Scarpia – traditionelt udstyret med læderkappe og gustne håndlangere.
Produktionen stammer fra 2014 og har siden præsenteret pariserpublikummet for en perlerække af operastjerner: Netrebko, Alagna, Kaufmann, Calleja, Tézier, Terfel og mange flere.
Scenografien er klassisk og symbolsk med et kæmpemæssigt betonkors som gennemgående element – religionens og autoritetens tunge skygge.
Foto: Elisa Haberer
Efter et Te Deum, der kunne have været mere magtfuldt, følger den klassiske afpresningsscene i Palazzo Farnese. Scarpia torturerer Cavaradossi, indtil Tosca indvilger i sex. Vissi d’arte sidder lige i skabet, men Scarpia er skiftet til lysegråt jakkesæt og ligner en venlig kontorchef, man kunne have ordnet med et french kiss.
Foto: Elisa Haberer
For Tosca-fans, der vil se operaen som de kender den og elsker den, er alt som det skal være. En traditionel opsætning af høj kvalitet uden de store overraskelser. Men så sker der pludselig noget.
Foto: Elisa Haberer
Tredje akt skiller sig ud ved IKKE at foregå på toppen af Engelsborg men på en ussel slagmark med forkullede træer, hvor en deling hvidklædte soldater omkring et interimistisk telt skal forrette Cavaradossis henrettelse, og det viser sig at Scarpia alligevel tager sidste stik.
Adam Smith scorer aftenens største applaus med en gribende Lucevan le Stelle. Hold da op, hvor stjernerne blinkede – og tårerne trillede.
Slagmarken refererer givetvis til operaens historiske baggrund, herunder Slaget ved Marengo, hvor franske tropper først taber, men vender krigen med et comeback, der tvinger østrigerne ud af Italien. En sejr, der vil afmontere Scarpias magt, og som iøvgtigt har fået en kyllingeret opkaldt efter sig.
Men Audis greb ender som en fuser.
Den utraditionelle setting, som man næppe havde ventet fra den oftest mere konventionelt anlagte Pierre Audi, er interessant men flad som en pandekage – og det ender i dén grad uforløst, da Tosca af gode grunde ikke har noget at springe i døden fra, men blot må kalde på sin gud med armene strakt over hovedet da soldaterne vælter ind i jagten på Scarpias morder – og lyset går ud.
Et innovativt men unødvendigt malplaceret greb, der ikke tilfører noget som helst, og som man hellere ville ville have været foruden. Det koster en stjerne og Det Sku’ Du Se lander derfor på fire af slagen for en flot men også noget rutinepræget forestilling med en finale, ingen har bedt om.
