Instantly revoke approvals on your crypto wallet securely at Revoke Cash.
Discover secure trading on Whales Market, the peer-to-peer marketplace for crypto points and pre-market tokens.
Encountered the "unknown error bullx withdrawal"? Quickly resolve it at Bullx Neo.
Access deep liquidity and efficient swaps via DLMM at Meteora Solana Pool.

HOFFMANNS EVENTYR • LYON

★★★★★☆

Foto: Paul Bourdrel

ANMELDELSE HOFFMANNS EVENTYR LYON: KÆRLIGHEDS-KATASTROFER I SELVSVING

Hoffmanns Eventyr folder sig ud i en ekstraordinært underholdende iscenesættelse på operaen i Lyon, hvor topinstruktøren Damiano Michieletto og hans faste partner-in-crime, scenografen Paolo Fantin, betager publikum med en både musikalsk og visuelt pirrende fortolkning af Offenbachs vildtvoksende værk.

Pragtfulde, deliriske drømmesekvenser med dansere i surrealistiske, absintfarvede kostumer binder fortællingens tre akter sammen.

Foto: Paul Bourdrel

Sexy, syrede breakers skaber struktur i en fortælling, der udfolder sig i et flimrende felt mellem fantasi og virkelighed – hvor kærligheden konstant glider ud mellem fingrene på Hoffmann.

Hoffmann er kunstneren, der både er forelsket, fuld og en lille smule farlig for sig selv – og som i overrislet tilstand deler sine tre mislykkede kærlighedshistorier med publikum fra stambordet på sit stamværtshus.

Tre kærlighedskatastrofer:

Olympia: Den stormende forelskelse i den perfekte kvinde, som viser sig at være en mekanisk dukke i uskyldsrent skolepigeoutfit.

Antonia: Den store romantiske kærlighed til sangerinden, der dør, hvis hun synger. Hos Michieletto er hun blevet til en smuk, men fatalt skadet ballerina, der lader livet for sin kunst til tonerne af Barcarolen, operaens mest berømte nummer.

Giulietta: Den sanselige, men destruktive kurtisane i rødt lingeri – en La Traviata-agtig femme fatale, der ender med at stjæle Hoffmanns skygge og sjæl.

Foto: Paul Bourdrel

Produktionen er et samarbejde mellem operahusene i Lyon, London, Sydney og Venedig. Michieletto har haft budget til at give den gas – og leverer en eminent opvisning af fantastiske scenebilleder og blæret teaterteknik.

Foto: Paul Bourdrel

Musikalsk diverterer Offenbach med et populært mix af opera og operette, fyldt med iørefaldende arier og indforståede musikalske jokes. Hoffmanns Eventyr fornøjer både det brede og det nørdede operapublikum.

Olympias arie (Dukkesangen) er en regulær showstopper med ekstrem koloraturakrobatik, leveret med krystalklar sopran af Eva Langeland Gjerde til publikums udelte begejstring.

Foto: Paul Bourdrel

Hoffmann synges med charme og vokalt overskud af den peruvianske tenor Ivan Ayon Rivas, mens skurkekarakteren Lindorf/Dr. Miracle forvaltes med iskoldt overlæg og flot, mørk barytonpower af kroatiske Marco Mimica. Vent og se: Han bliver en fremragende Scarpia en dag.

Meningen med det hele? Hoffmanns Eventyr er en romantisk, kalejdoskopisk rejse gennem kunstnerens smerte, kærlighedens bedrag og vores længsel efter det uopnåelige.

Foto: Paul Bourdrel

En skøn operaoplevelse i den imponerende Lyon-opera, der i sig selv er en arktikektonisk oplevelse. Huset er gennemrenoveret af den franske stjernearkitekt Jean Nouvel, som har fordoblet bygningens højde, tilført underjordiske etager og omdannet interiøret til moderne superæstetik i sort sten, pangrøde vægge, glas, stål og lydefri rulletrapper – spektakulært flettet ind i den gamle renæssancestil. En dramatisk iscenesættelse af operagenrens DNA og absolut en rejse værd.

Operaen byder på et spændende 2026-repertoire, bl.a. en forårsfestival med lovende opsætninger af Puccinis Manon Lescaut og Benjamin Brittens Billy Budd som jeg premiereanmelder til marts.

Her og nu er der Fem stjerner fra Det Sku’ Du Se til Hoffmanns Eventyr der bobler af visuelt og musikalsk overskud i Lyon.