ARABELLA • THE MET NEW YORK

★★★★★☆

ANMELDELSE: ARABELLA NEW YORK – FASTFROSSET I TID OG IDÉ

Tiden synes i dén grad at være løbet fra Arabella. I hvert fald hvis man skal dømme efter The Mets opsætning af Richard Strauss’ romantiske opera, der før jul kunne opleves i det ikoniske operahus på Manhattan.

Arabella er den sidste af de seks operaer, Strauss skrev sammen med librettisten Hugo von Hofmannsthal – en kreativ duo i særklasse, som ikke mindst hittede med Rosenkavaleren fra 1911, der snart er aktuel i en imødeset nyopsætning af Elisabeth Linton på Operaen i København med premiere 26. marts.

I lyset af Rosenkavalerens vedholdende succes forholder det sig anderledes afdæmpet med Arabella, selv om nogle anser operaen for at være undervurderet og underopført.

The Mets genopsætning af operalegenden Otto Schenks klassiske produktion fra 1993 kan ses som en hyldest til den højt estimerede, verdensberømte østrigske instruktør, der døde som 94-årig sidste år.

En vokalstærk, men sjældent statisk iscenesættelse, der helt sikkert appellerer til en hård kerne af operatraditionalister – men gør alt for at jage nye tilskuere på porten.

Kulisser og kostumer: Smukt, men støvet

Scenen er sat i tre store billeder, der ikke rører sig ud af flækken: storladen wienerklassicisme – en pragtfuld fin de siècle-hotelsuite, et overdådigt kuskebal og en imposant hotel-lobby med majestætiske svungne trapper. Det hele er fyldt med tidstypiske møbler i falmede farver.

En elementært smuk og såre harmløs kulisse, befolket af medvirkende i elegante garderober med kvinderne i brusende balkjoler og herrerne i kjole og hvidt. Tænk tv-serien The Gilded Age, der angiveligt er foregået lige uden for døren.

Handling: Klassisk Strauss-forvikling

Vi befinder os i Wien, hvor den konkursramte familie Waldner lever over evne på et luksushotel, men er så broke, at de nærmest overvejer at spise gardinerne.

Løsningen er at få datteren Arabella gift med en rig mand. Lillesøsteren Zdenka må i mellemtiden gå rundt forklædt som dreng under navnet Zdenko, da familien ikke har råd til to debutanter i selskabslivet.

Arabella har en strålende samling af bejlere, men swiper dem alle til venstre – indtil Mandryka dukker op.

En velhavende, aristokratisk skovbaron med kæmpe formue, enorme landområder og et intenst temperament. En eksotisk, rå og attraktiv type i oldschool Wien, hvor folk er mere vant til polerede, udbrændte officerer og adelige uden penge.

Imens skriver den som dreng forklædte lillesøster kærlighedsbreve til officeren Matteo i Arabellas navn. Misforståelserne breder sig forudsigeligt, Mandryka viser temperament, og det hele går op i hat og briller – indtil det lykkes at få ryddet op i sagerne i en finale, hvor Richard Strauss redder opera-æren med lange passager af vidunderlig smuk musik. Fire timers opera blev leveret med flot orkesterspil under australske Nicholas Carters direktion.

Sangerne: Stærkt hold – men træt opsætning

Lise Davidsen skulle have sunget titelrollen, men meldte fra for at passe sine tvillinger. I stedet faldt valget på amerikanske Rachel Willis-Sørensen, der blev anmelderrost for sin varme, værdige og selvsikre fremstilling af titelfiguren. Lidt mere spræl var der i den engelske sopran Louise Alders Zdenka, mens rutinerede polske Tomasz Konieczny tog sig af Mandrykas intense parti med en overbevisende baryton.

Et fremragende cast i en opsætning, der i lange stræk virkede træt som et alderdomshjem.

Måske har newyorkerne bare et mere romantisk forhold til den europæiske guldalder end sådan en tilrejsende anmelder fra den gamle verden som mig, der har set rigeligt af den slags – og hvor den europæiske top af operainstruktører netop prøver at gøre sig fri af denne type gammeldags opsætninger med tykke lag af operastøv på.

Dommen

Arabella på The Met lander på fire stjerner fra Det Sku’ Du Se. Hvis du elsker storslåede, klassiske produktioner i tungt udtræk, kan du selv tilføje en ekstra stjerne.

Foretrækker du derimod dristigere, moderne iscenesættelser, hvor noget er på spil, kan du trække en stjerne fra.