RIGOLETTO • OPERAEN
★★★★☆☆
Foto: Miklos Szabo
ANMELDELSE RIGOLETTO: SVÆR AT ELSKE
Stærke solister løfter Sophia Jupiters dystre iscenesættelse af Verdi-klassikeren Rigoletto til en flot musikalsk operaoplevelse. Som helhed skuffer produktionen imidlertid med en rå, skrabet scenografi, der nok giver konceptuel mening, men er svær at elske. Intellektuelt velfunderet, men visuelt fladt. Verdi tåler mørke, men her savner man gnisten.
Rigoletto er et af operagenrens mest populære værker – en opera af enorm musikalsk og emotionel kraft, som angiveligt skulle have heddet Forbandelsen.
Tragedien kredser om hofnarren Rigoletto og hans datter Gilda, der væves ind i et MeToo‑agtigt spind af bedrag, forførelse og hævn. Forråelsen topper, da narren hyrer en lejemorder for at revanchere sin datters ære – men ender med at have instrumenteret drabet på hende. Finalen er i top fem over operaens største tårepersere.
Foto: Miklos Szabo
Den svenske instruktørs iscenesættelse fokuserer på at materialisere ondskabens psykologi med gigantiske stenmure rå betonvægge og et trashet taffel foran et bagtæppe af Hieronymus Boschs syrede maleri, hvor Jesus angiveligt besøger skærsilden for at frelse de indespærrede sjæle.
Det visuelle indtryk virker i lange stræk uopfindsomt og tenderende til det ensformige. Jeg anerkender den akademiske bagtanke, men forbinder også Verdis operaer med et mere sprudlende udtræk.
Forestillingen er spækket med operahits som “La donna è mobile” og “Questa o quella”: Den ene eller anden kvinde, det er mig ligegyldigt. Den ene i dag, den anden i morgen. Troskab er slaveri og bør undgås som pesten! Så har den onde hertug ligesom sat dagsordenen, og fortællingens nederdrægtige plot folder sig ud i et dynamisk, publikumsvenligt tempo.
Alfredo Daza er stærk i titelrollen med sin effektive baryton og smittende dramatiske udstråling, selv om pukkelryggen er nedtonet til rygskade, stift ben og læderkorset.
Som Gilda – Rigolettos højtelskede datter, hvorom alle ulykkerne kredser – er Clara Cecilie Thomsen en nydelse med stjernemomenter af sopranakrobatik.
Skurkerollerne er ofte særligt fascinerende i operaens verden. Således også her i Rigoletto, der drives frem af den pigeglade hertugs infame bedrag. Rollen er stærkt besat af den mexicanske tenorkomet Galeano Salas, der i dén grad tager kegler med operaens signaturarie, som jeg ved, du kender.
Foto: Miklos Szabo
Også roser til Elisabeth Jansson som sexet lokkedue og Henning von Schulman som lejemorderen Sparafucile.
Rigoletto er en perfekt begynderopera, om end denne opsætning har fravalgt noget af den splendour, der også er en elsket ingrediens i Verdis værker. Produktionens opdaterede visuelle stil vil være et plus for nogle og et minus for andre.
Det Sku’ Du Se ender på fire stjerner.
