GLADE DAGE • FOLKETEATRET
★★★★☆☆
Foto: Büro Jantzen
ANMELDELSE: GLADE DAGE – ABSURD TEATER I SLOWMOTION
Samuel Beckett er en af hovedskikkelserne bag det absurde teater og manden bag klassikere som Glade Dage og Venter på Godot.
Glade Dage kan i øjeblikket opleves på Folketeatret, hvor Lone Rødbroe indtager rollen som Winnie – en kvinde i bogstavelig forstand begravet til halsen i en tilværelse, der langsomt er ved at kvæle hende både fysisk og mentalt.
Scenografien består af en monumental jordbunke, hvorfra kun Winnies overkrop stikker op. Herfra knevrer hun sig gennem dagen i en ustandselig strøm af ord om alt og intet, mens hendes mand, Villy, for længst har opgivet at lytte. Han ligger henslængt i baggrunden som et næsten symbolsk billede på resignation og stilstand.
Winnies små daglige ritualer – tandbørstning, neglepleje, de små rutiner der holder hverdagen sammen – bliver hendes eneste holdepunkt. Lone Rødbroe leverer en krævende monolog med præcis mimik og stærk tilstedeværelse. Alligevel sniger der sig en vis træghed ind i forestillingen.
Den eksistentielle kedsomhed, Beckett vil skildre, siver også ind i tempoet, som til tider bliver fodslæbende i ca. 75 minutter uden pause.
Foto: Büro Jantzen
Scenografien er flot, og Rødbroe gør et imponerende stykke arbejde. Men opsætningen fremstår alligevel en smule gammeldags og til tider revyagtigt overspillet i en tid, hvor mere subtilt skuespil dominerer scenekunsten og publikums smag.
Foto: Büro Jantzen
Et af forestillingens mest interessante greb er Winnies pose med små hverdagsgenstande: tandbørsten, spejlet, læbestiften – og pistolen.
I klassisk dramaturgi findes den berømte regel, ofte tilskrevet Anton Tjekhov, om at “hvis der hænger en pistol på væggen i første akt, skal den affyres i tredje.”
Men Beckett gør bevidst det modsatte.
Foto: Büro Jantzen
Pistolen er ikke et plotredskab, men et symbol. Den repræsenterer en mulighed, der aldrig bliver til handling – et billede på den handlingslammelse, der gennemsyrer hele stykket.
Winnie nævner den, håndterer den, pakker den væk igen. Den er der som en konstant påmindelse om, at selv de mest drastiske udveje ikke længere er reelle muligheder for hende.
I Becketts univers er pointen netop, at intet “løses”. Der er ingen forløsning, ingen dramatisk udgang, ingen handling der ændrer noget. Winnie er fanget – ikke kun fysisk, men i en eksistentiel tilstand, hvor selv de genstande, der kunne ændre hendes skæbne, reduceres til endnu et ritual.
Pistolen bliver derfor et stykke absurd rekvisit-teater: et objekt uden funktion, en trussel uden konsekvens, et symbol på håbløshed forklædt som hverdagsgenstand.
Foto: Büro Jantzen
På trods af sine skønhedsfejl er Glade Dage stadig en seværdig klassiker, båret af en stærk hovedrollepræstation og en visuelt slående scenografi. Fire Stjerner fra Det Sku’ Du Se.
